L 38 Forslag til lov om ændring af lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi.

(Ændring af revisionsklausul).

Af: Minister for ligestilling og kirke Manu Sareen (RV)
Udvalg: Kirkeudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-10-2012

Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2012)

20121_l38_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2012)

Minister for ligestilling og kirke (Manu Sareen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi (Ændring af revisionsklausul)

(Lovforslag nr. L 38)

Formålet med lovforslaget er at ændre revisionsklausulen vedrørende bestemmelserne i lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af lov om folkekirkens økonomi vedrørende etablering af permanente stiftsråd, således at ministeren for ligestilling og kirke fremsætter forslag om revision af bestemmelserne senest i folketingsåret 2014-15 frem for i folketingsåret 2012-13.


Ved lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af lov om folkekirkens økonomi (Etablering af permanente stiftsråd) blev kapitel 5 a om stiftsråd indsat i lov om folkekirkens økonomi. Med loven blev der etableret permanente stiftsråd i samtlige af folkekirkens stifter. Loven fastsatte samtidig stiftsrådenes kompetencer og sammensætning.


Efter § 3 i loven fremsætter ministeren for ligestilling og kirke i folketingsåret 2012-13 forslag om revision af loven.


Revisionen har ifølge bemærkningerne til lovændringen til formål at sikre, at stiftsrådenes funktion og indhold fortsat er i overensstemmelse med de folkekirkelige ønsker og behov.


I september 2012 er Udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken blevet nedsat. Udvalget skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken med en klar ansvarsfordeling for økonomiske og indholdsmæssige forhold. Udvalget skal i den forbindelse blandt andet se på stiftsrådenes opgaver og rolle. Det vil således være naturligt at lade revisionen af loven indgå i dette udvalgsarbejde.


På baggrund heraf foreslås det, at revisionsbestemmelsen vedrørende lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af folkekirkens økonomi (Etablering af permanente stiftsråd) ændres, således at revisionen af loven udskydes til at foregå senest i folketingsåret 2014-15, idet udvalgsarbejdet forventes færdiggjort ultimo 2013, og der herefter må forventes at pågå en høringsproces.


Det bemærkes, at lovforslaget har været i høring, hvor biskopperne, stiftsøvrighederne, stiftsrådene, Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks Provsteforening og Den danske Præsteforening har haft mulighed for at give deres mening til kende, i perioden fra 11. september til 4. oktober 2012.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.