L 37 Forslag til lov om ændring af lov om offentlige forskningsinstitutioners kommercielle aktiviteter og samarbejde med fonde.

(Mulighed for universiteterne for at formidle visse boliger og studielån i forbindelse med internationale uddannelsessamarbejder).

Af: Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard (RV)
Udvalg: Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 13-12-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. december 2012

20121_l37_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. december 2012

Forslag

til

Lov om ændring af lov om offentlige forskningsinstitutioners kommercielle aktiviteter og samarbejde med fonde

(Mulighed for universiteterne for at formidle visse boliger og studielån i forbindelse med internationale uddannelsessamarbejder)

§ 1

I lov om offentlige forskningsinstitutioners kommercielle aktiviteter og samarbejde med fonde, jf. lovbekendtgørelse nr. 696 af 22. juni 2011, foretages følgende ændringer:

1. I overskriften før § 13 a udgår »til serviceerhverv«.

2. Efter § 13 a indsættes før overskriften før § 14:

»§ 13 b. Et universitet kan formidle boliger til studerende, der via et dansk universitet er optaget eller indskrevet på et uddannelsesforløb udbudt på Det Danske Universitetscenter i Beijing.

Stk. 2. Et universitet kan indgå lejeaftaler med udlejere med henblik på fremleje af boliger til kostpris til den i stk. 1 nævnte gruppe af studerende.

Stk. 3. Et universitet kan betale leje for boliger til den i stk. 1 nævnte gruppe af studerende, når disse boliger ikke er lejet ud, og kan stille garanti for de pågældende lejeres forpligtelser over for udlejeren ved fraflytning af boligen.

§ 13 c. Det universitet, som er værtsinstitution for sekretariatet for de danske universiteters samarbejde om Det Danske Universitetscenter i Beijing, kan indgå lejeaftale med udlejere med henblik på at stille bolig til rådighed for Det Danske Universitetscenters eksekutivdirektør.

Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte universitet kan betale leje og anvendelsesudgifter for den i stk. 1 nævnte bolig, herunder leje, når boligen ikke bebos, i forbindelse med overtagelse, overdragelse eller opsigelse af boligen.

§ 13 d. Et universitet kan indgå lejeaftale med udlejere med henblik på at stille bolig til rådighed for ansatte som via et dansk universitet er sendt til en samarbejdsinstitution i udlandet.

Stk. 2. Et universitet kan betale leje og anvendelsesudgifter for de i stk. 1 nævnte boliger, herunder leje, når disse boliger ikke bebos, i forbindelse med overtagelse, overdragelse eller opsigelse af boligerne.«

3. Efter § 14 indsættes før overskriften før § 15:

»§ 14 a. Et universitet kan lade sig akkreditere af de amerikanske myndigheder med henblik på efter opnået akkreditering at kunne formidle visse amerikanske studielån til amerikanske statsborgere og udlændinge med permanent opholdstilladelse i Amerikas Forenede Stater på universitetets uddannelser.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2013.