L 35 Forslag til lov om ændring af lov om journal over brug af plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget.

(Behandling af sprøjteoplysninger m.v.).

Af: Fødevareminister Mette Gjerskov (S)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-10-2012

Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2012)

20121_l35_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2012)

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Mette Gjerskov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om journal over brug af plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget (Behandling af sprøjteoplysninger m.v.)

(Lovforslag nr. L 35)

Vedtagelse af ny EU-lovgivning på pesticidområdet medfører, at der skal gennemføres en række tekniske justeringer af sprøjtejournalloven. Herudover sikres det med lovforslaget, at myndighederne kan komme i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at føre en mere målrettet og effektiv kontrol med landbrugets forbrug af pesticider.


Lovforslaget indebærer derfor, at Fødevareministeriets regler om registrering af sprøjteoplysninger erstattes af ny og tilsvarende EU-lovgivning. Der foreslås samtidig indført en bemyndigelsesbestemmelse, således at EU-reglerne kan gennemføres i dansk ret. Lovforslaget indebærer endvidere, at Fødevareministeriets regler om sprøjteeftersyn udfases, da Miljøministeriet på baggrund af ny EU-lovgivning har indført et obligatorisk sprøjteeftersyn i deres lovgivning.


Udover de tekniske justeringer af sprøjtejournalloven foreslås følgende ændringer:


1) Krav om at registrere navn på sprøjtefører samt hvilken sprøjte, der er anvendt til sprøjtningen. Registreringen af disse oplysninger vil effektivisere kontrollen med sprøjtecertifikater og kontrollen med, om sprøjteudstyr har været igennem et obligatorisk syn.


2) Bemyndigelse til fødevareministeren til i kontroløjemed at indhente oplysninger indberettet til andre offentlige myndigheder, herunder foretage sammenstilling og samkøring af oplysningerne. Denne bemyndigelse vil gøre det muligt at tilrettelægge og gennemføre en mere effektiv og målrettet kontrol med pesticider.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.