L 192 Forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om vandløb og lov om forpligtende kommunale samarbejder og om ophævelse af lov om et kvalitetsstyringssystem for den kommunale sagsbehandling på natur- og miljøområdet.

(Forenklet indberetning af tilsynsresultater angående vandforsyningsanlæg, brugerbetaling ved administration af offentlige pumpelag og ophævelse af kvalitetsstyringsloven m.v.).

Af: Miljøminister Ida Auken (SF)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 20-03-2013

Skriftlig fremsættelse (20. marts 2013)

20121_l192_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (20. marts 2013)

Miljøministeren (Ida Auken):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning, lov om vandløb og lov om forpligtende kommunale samarbejder samt om ophævelse af lov om et kvalitetsstyringssystem for den kommunale sagsbehandling på natur- og miljøområdet (Forenklet indberetning af tilsynsresultater ang. vandforsyningsanlæg, brugerbetaling ved administration af offentlige pumpelag og ophævelse af kvalitetsstyringsloven m.v.)

(Lovforslag nr. L 192)

Efter regeringens aftale af 10. juni 2012 med KL om kommunernes økonomi for 2013 skal der ske en forenkling og afbureaukratisering af den gældende regulering på natur- og miljøområdet. Der sigtes på at lette den kommunale administration bl.a. på vand- og naturområdet inden for en ramme på i alt 60 mio. kr. i perioden indtil 2015.

Regeringen har som led i aftalen om kommunernes økonomi for 2013 aftalt en række forenklingsinitiativer med KL. Lovforslagets formål er at udmønte de forenklingsinitiativer, der kræver lovændringer.

Med lovforslaget foreslås følgende ændringer:

- Kommunalbestyrelsernes forpligtelse til efter vandforsyningsloven at underrette miljøministeren om deres tilsyn med vandforsyningerne forenkles.

- Kommunalbestyrelsens og miljøministerens forpligtelse til at underrette Sundhedsstyrelsen om afgørelser efter vandforsyningsloven forenkles, og Sundhedsstyrelsens faste klageadgang over afgørelser efter vandforsyningsloven ophæves.

- Bestemmelsen i vandløbsloven om miljøministerens godkendelse af regulativer for de tidligere amtsvandløb ophæves.

- Udgifterne til administration af offentlige pumpelag skal fremover være brugerfinansierede.

- Lov nr. 506 af 7. juni 2006 om et kvalitetsstyringssystem for den kommunale sagsbehandling på natur- og miljøområdets ophæves og henvisningen hertil i lov om kommunale forpligtende samarbejder foreslås ophævet i konsekvens heraf.

KL og Miljøministeriet er enige om, at lovforslaget samlet set vil betyde lettelser for kommunernes opgavevaretagelse på 7,7 mio. kr. i perioden 2013-2015. For så vidt angår overgangen til brugerfinansiering af udgifterne til administration af offentlige pumpelag vil denne indebære øgede udgifter for erhvervslivet, fortrinsvist landbruget, på 0,1 mio. kr. i perioden 2013-2015.

Målet er, at loven træder i kraft 1. juni 2013.

Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.