L 114 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om boligbyggeri.

(Fremrykket underretning om boligsocialt anviste lejere, midlertidig genhusning, forenkling vedrørende skillevægsarbejder og udbetaling af ungdomsboligbidrag m.v.).

Af: Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S)
Udvalg: By- og Boligudvalget
Samling: 2012-13
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 10-01-2013

Skriftlig fremsættelse (10. januar 2013)

20121_l114_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (10. januar 2013)

: :Ministeren for by, bolig og landdistrikter (Carsten Hansen): : :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om boligbyggeri (Fremrykket underretning om boligsocialt anviste lejere, midlertidig genhusning, forenkling vedrørende skillevægsarbejder og udbetaling af ungdomsboligbidrag m.v.)

(Lovforslag nr. L 114)

Lovforslaget udspringer bl.a. af den indgåede aftale mellem regeringen og Enhedslisten om finansloven for 2013 vedrørende udsættelsestruede boligsocialt anviste lejere. Herudover har der vist sig et behov for at justere det gældende regelsæt for at tage højde for den udvikling, der er sket på almenboligområdet, herunder forenkle det gældende regelsæt på en række punkter.

Lovforslaget indeholder 9 elementer:

1) Fremrykket underretning til kommunen om boligsocialt anviste lejere.

2) Indførelse af regler om midlertidig genhusning ved omfattende ombygninger af almene boliger.

3) Ændring af 2 pct.-reglen ved tilsagn til nyt alment boligbyggeri.

4) Ophævelse af kravet om kommunal godkendelse af skillevægsarbejder, som udføres efter den individuelle råderet.

5) Forenkling af processen for udbetaling af ungdomsboligbidrag.

6) Ændrede regler om afholdelse af tabet ved lejeres mang?lende opfyldelse af deres forpligtelse til istandsættelse ved fraflytning og ved fraflyttede lejeres mang?lende huslejebetaling.

7) Ændring af regler om kommunens og regionens forpligtelser til i visse situationer at yde et beløb til dækning af beboerindskud i almene ældreboliger.

8) Regulering af tilbagebetaling af støtte ved opløsning af støttede private andelsboligforeninger.

9) Konvertering af renoveringslån med støtte fra Landsbyggefonden

Forslaget vedrørende punkt 9 er sendt i særskilt høring med høringsfrist den 11. januar 2013.

Samlet set skønnes lovforslaget at føre til offentlige merudgifter på 5,3 mio. kr. i 2013 og 7,0 mio. kr. i 2014 og de efterfølgende år.

De kommunaløkonomiske konsekvenser skal forhandles med KL.

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. april 2013.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.