Jeg har jo også læst Information her til morgen eller rettere sagt allerede i går aftes, da den kom på nettet.
Den her udtalelse, som jeg i øvrigt ikke ellers skal bedømme, fordi det jo er hans udtalelse, og hvad for overvejelser der ligger bag hans udtalelse, kan jeg jo ikke vide med sikkerhed, dækker jo i hvert fald over det faktum, at det ikke bare er på den flade hånd at ramme en aftale i København til december.
Når der så spørges, hvad det giver anledning til, kan man sige, at det så i virkeligheden – i store gåseøjne – bare giver anledning til, at vi så fortsætter med at gøre det, vi allerede er i gang med, for vi har en intensiv målrettet indsats koordineret mellem de relevante ministre, der er på den her sag fra nu af og helt frem mod København.
Det indebærer bl.a., at miljøministeren og klimaministeren om ganske kort tid, jeg tror, det allerede er i morgen, rejser til Indien.
Jeg planlægger selv at skulle til Rusland, til Sydafrika, formentlig deltage i G20-finansministermødet i Skotland om få uger.
Så man kan sige, at den udtalelse i Information i dag bekræfter os i, at vi skal lægge al vores energi og al vores arbejdsindsats i at gøde jorden yderligere for at skabe forudsætningerne for, at der kan indgås en aftale i København.