Tak for det, formand, og tak til klimaministeren for at tage tid ud af sin helt sikkert meget, meget travle kalender for at komme at besvare spørgsmål i Folketingssalen i dag.
Det sætter vi pris på.
Mit spørgsmål går på finansloven.
Det er jo sådan, at vi igen i år har måttet konstatere, at Bjørn Lomborg er blevet forgyldt på den danske finanslov, altså, at han ikke ligesom alle andre er nødt til at søge projektbevillinger, men at han simpelt hen decideret ved navns nævnelse kommer på finansloven og får et fast beløb.
Den her gang er bevillingerne til ham så blevet tredoblet.
Nu er det jo sådan, at Bjørn Lomborg ikke er en hr.
hvem som helst ude i verden, han er en meget, meget kendt klimaskeptiker, og alverdens lande, som ikke ønsker at gøre noget for klimaet, fremhæver Bjørn Lomborg ved enhver given lejlighed.
Derfor vil jeg gerne spørge klimaministeren, hvad regeringen egentlig forestiller sig, der skal komme ud af gode ting ved, at bevillingen til Bjørn Lomborg nu skal tredobles på finansloven.