Spm. nr. US 111

Når man ser på den diskussion, der lige har været, om de nødvendige besparelser, er der jo en anden side af sagen, og den handler om vækst og omstilling, om, hvordan vi får et innovativt samfund. En af de ting, som jeg tror er meget afgørende, er, at virksomhederne oplever ensartede konkurrencevilkår, også globale, og til det formål er det helt afgørende, at vi får en klimaaftale. Det lykkedes ikke første gang, og det er meget, meget uklart, om det vil lykkes i Mexico om et lille års tid.

Jeg vil gerne vide, hvad der egentlig er statsministerens strategi for at få det til at lykkes. Når man ser på den vurdering, der senest har været af Kinas indsats, må man nemlig sige, at den mildest talt er tvetunget. Jeg har forstået af pressen, at Statsministeriets evaluering af mødets forløb – og den har vi tidligere efterspurgt uden at kunne få den stillet i udsigt – siger meget klart, at Kina har en stor skyld for, at det ikke blev til mere. Kina ville ikke forpligte sig til en international aftale, Kinas principielle modstand mod at påtage sig internationale forpligtelser på klimaområdet blev den bestemmende faktor på selve mødet.

Alligevel kan jeg forstå, at statsministeren på rejsen til Kina har været særdeles rosende over for den kinesiske indsats, og jeg kan jeg simpelt hen ikke få det til at hænge sammen, at det på den ene side er Kinas skyld, at vi ikke kan få den helt afgørende aftale for klimaets skyld, for konkurrencens skyld og for innovationens skyld, og at det på den anden side er sådan, at når man står i Kina som statsminister, er forholdet til Kina åbenbart så vigtigt, at roserne drysser ud, så man skulle tro, at Kina havde været medvirkende til, at vi fik en aftale, hvilket jo mildest talt ikke var tilfældet.

Statsministeren.

Tak for det, og også tak for bemærkningen om de ensartede globale konkurrencevilkår, som jo sådan set er en lang afstandtagen fra den kur, nogle foreslår, om at hæve erhvervsskatterne i en situation, hvor andre lande sætter dem ned, og øge indkomstskatterne i en situation, hvor andre lande sætter dem ned. Her tror jeg vi er helt på linje.

Det er jo rigtigt, at en af de ting, som ville være en rigtig, rigtig god idé for at skabe ensartede konkurrencevilkår, ville være en endnu mere forpligtende klimaaftale end den, det lykkedes at komme i hus med med Copenhagen Accord. Hvem har ansvaret, hvis det ikke lykkes? Hvis man skal sige det meget kort, må man sige, at det jo er alles ansvar, og jeg sagde også i går på mit ugentlige pressemøde, at landene jo møder op med forskellige interesser, og når der ikke kommer et tilstrækkeligt resultat, er det udtryk for, at alle har et ansvar for det.

Jeg vil gerne sige, at den diskussion, jeg selv deltog i i Kina de seneste dage, havde jo det særlige afsæt, som fru Margrethe Vestager muligvis også ved, at der i den kinesiske presse og offentlighed har været en diskussion om den kinesiske premierminister Wen Jiabaos personlige engagement og deltagelse i klimaforhandlingerne i København. Den er adresseret fuldstændig i overensstemmelse med sandheden, for det er min meget, meget klare analyse, at uden den kinesiske premierministers personlige tilstedeværelse i København ville det resultat, vi trods alt opnåede, ikke være opnået. Det har jeg fuldstændig i overensstemmelse med sandheden kvitteret for.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg synes, det er meget svært at få det til at hænge sammen, når det på den ene side hedder i både den offentlige debat og på den anden side også i Statsministeriets evaluering af klimatopmødet, at den kinesiske position var en selvstændig grund til, at der ikke kunne laves en egentlig aftale.

Når statsministeren så synes, det er velbegrundet at sige, at det lidt, der kom ud af det, var Wen Jiabao personlig medvirkende til, er det altså meget svært at få det til at være en konsistent og sammenhængende linje, og jeg kan kun få det til at munde ud i, at statsministerens nye slagsang er: Jeg holder med Kina; at det er den egentlige grund til det.

Jeg synes egentlig, det ville have været mere konsistent, og at der havde været mere linje i regeringens både klimapolitik og udenrigspolitik, hvis den vurdering havde været gennemgående – ikke kun når statsministeren er i Kina, men også i vurderingen af den kinesiske position i forbindelse med topmødet.

Statsministeren.

Først og sidst holder jeg først og fremmest med Danmark, og jeg kan jo ikke deltage i en diskussion om en statsministeriel analyse, som ikke er der; der er ikke offentliggjort nogen statsministeriel analyse.

Jeg tror, at hvis vi taler forbi hinanden, er det, fordi der er en diskussion på to niveauer, hvor det ene handler om klimasagen i sin substans, landenes interesser og landenes positionering, og hvor det andet handler om en diskussion i det kinesiske samfund, også om premierministerens personlige engagement og deltagelse i det her. Jeg tror måske, det er det, der kan give anledning til, at vi taler forbi hinanden.

Jeg har fundet anledning til, direkte adspurgt i Kina og i fuldstændig overensstemmelse med sandheden og min egen analyse, at komplimentere den kinesiske premierminister for hans personlige engagement i denne sag, i det slutspil, der var i København, og jeg er helt sikker på, at hvis han ikke havde opholdt sig fysisk i København det pågældende døgn, havde vi ikke fået den aftale, vi trods alt fik. Det er jo ikke det samme som at sige, at den aftale er god nok, eller at den ikke kunne have været endnu bedre, hvis også kineserne havde haft en anden grundlæggende position, da de oprindelig mødte til forhandlingerne.

Fru Margrethe Vestager.

Hvis der er to niveauer, holder jeg mig altså gerne til det lave niveau, og jeg vil gerne have statsministerens entydige vurdering og svar på, om den kinesiske position ved åbningen af klimatopmødet var direkte eller indirekte medvirkende til, at der ikke kunne laves en egentlig aftale.

Jeg synes, det er meget mærkeligt at henvise til, at Statsministeriets evaluering ikke eksisterer, specielt set i lyset af at vi jo har diskuteret sagen en række gange her i salen, hvor jeg selv har bedt statsministeren om at lægge sine vurderinger af klimatopmødet frem med henblik på, at man kunne lære af det. Det er nemlig helt åbenlyst, at vi er i en lignende situation nu, hvor EU's klimakommissær vurderer, at det kan blive særdeles vanskeligt at nå noget i Mexico, og derfor er det jo meget afgørende i vurderingen af, hvordan vi skal arbejde hen imod en aftale, at vide, hvad statsministerens vurdering er. Var kineserne direkte eller indirekte stærkt medvirkende til, at der ikke blev en aftale – ja eller nej?

Statsministeren.

Hvis en række landegrupperinger med helt forskellige interesser møder frem med henblik på at lave en international aftale, og den ikke kommer i hus, er det jo alle, der har et ansvar. Derfor kan man jo selvfølgelig godt trække den problemstilling frem og bedømme den isoleret, men man kunne jo også ligesom anerkende kompleksiteten i det, og så må man jo konstatere, at de kinesiske synspunkter sammenholdt med de amerikanske synspunkter, sammenholdt med synspunkterne fra de øvrige BASIC-lande og sammenholdt med synspunkterne fra Europa gjorde, at der ikke kunne nås frem til en aftale med det ambitionsniveau, vi gerne ville have.

Tak til fru Margrethe Vestager.

Så er det hr. Frank Aaen med spørgsmål til statsministeren, værsgo.