Spm. nr. S 1260

24) Til klima- og energiministeren af:

Kirsten Brosbøl (S):

Er ministeren enig med Venstres finansordfører, som under finanslovdebatten den 16. december 2009 udtalte, at hun er »stolt af«, at Venstre har medvirket til, at der blev afsat flere penge til Bjørn Lomborg på finansloven, fordi der »altid, til enhver tid og i alle spørgsmål er brug for second opinions«?

Spm. nr. S 1260

24) Til klima- og energiministeren af:

Kirsten Brosbøl (S):

Er ministeren enig med Venstres finansordfører, som under finanslovdebatten den 16. december 2009 udtalte, at hun er »stolt af«, at Venstre har medvirket til, at der blev afsat flere penge til Bjørn Lomborg på finansloven, fordi der »altid, til enhver tid og i alle spørgsmål er brug for second opinions«?

Fru Kirsten Brosbøl for at læse spørgsmålet op.

Er ministeren enig med Venstres finansordfører, som under finanslovdebatten den 16. december 2009 udtalte, at hun er »stolt af«, at Venstre har medvirket til, at der blev afsat flere penge til Bjørn Lomborg på finansloven, fordi der »altid, til enhver tid og i alle spørgsmål er brug for second opinions«?

Ministeren.

Også tak for dette spørgsmål. I forlængelse af mine svar på spørgsmål nr. S 1238 og nr. S 1240 til fru Mette Gjerskov må jeg henholde mig til, at Klima- og Energiministeriet ikke yder støtte til Bjørn Lomborg eller til Copenhagen Consensus Center, hvor Bjørn Lomborg er direktør. Derfor bliver det her også lidt en abstrakt diskussion, hvilket den jo så også bærer præg af. Ud fra en generel betragtning kan jeg tilkendegive, at jeg, som jeg også har givet udtryk for før, er tilhænger af debat, og vedrørende bevillingerne handler det jo så om at finde en fornuftig balance imellem grundforskning og anvendt forskning.

Fru Kirsten Brosbøl.

Jo, men det interessante her er jo, hvordan man så fordeler pengene til anvendt forskning. For det her er helt exceptionelt. Jeg er hundrede procent sikker på, at den nuværende klima- og energiminister er meget bevidst om, at vi jo ellers har et armslængdeprincip, og det vender vi selvfølgelig lidt tilbage til i næste spørgsmål. Men nu er ministeren selv inde på det her med balancen mellem anvendt forskning og grundforskning, som vi Socialdemokrater i hvert fald er meget optaget af. Derfor er det selvfølgelig lidt interessant at høre, om det er den her måde, vi sådan kan forvente at regeringen også fremover vil fordele forskningsmidler på.

Ministeren har travlt med at sige, at det ikke er inden for hendes ressort, men det er jo noget, som partiet Venstre, som ministeren tilhører, har indgået aftale om som en del af finanslovaftalen. Så uanset hvilken kasse pengene bliver taget af, er det vel noget, som ministeren som en del af regeringen og som en, der altså også står bag finanslovaftalen, må man gå ud fra, har en holdning til. Det, vi står her for, er jo for at få afdækket lidt, hvad ministerens holdning er til de her ting.

Jeg kan sige, at Venstres daværende finansordfører, fru Tina Nedergaard, nu undervisningsminister, i december i forbindelse med en debat om klima sagde – det er jo ikke så historisk, det er få måneder tilbage, og det kan vi vel huske, ikke? – at hun var stolt af, at man fra regeringens og altså fra Venstres side havde medvirket til, at Lomborgs stemme ligesom blev hørt i debatten. Er det på den her måde, regeringen sådan vil håndplukke de forskere eller dem, der har en bestemt holdning, til at give udtryk for den her såkaldte second opinion eller en anden holdning end den, der måske lige er den fremherskende?

Ministeren.

Jeg må indrømme, at da jeg så det her spørgsmål, fik jeg sådan lidt et deja-vu. Det mindede mig om noget, som i hvert fald er historisk – det tror jeg vi kan vi blive enige om – nemlig at Vesttyskland havde en præsident, der hed Gustav Heinemann. Han blev spurgt: Elsker du dit land? Herpå svarede han bare: Nej, jeg elsker kun min kone. Det må man sige i hvert fald også viser, hvad der er en smagssag, når man bruger et ord som stolt. Så lad mig lige sige det med det samme.

Så bliver der igen spurgt til regeringens overordnede politik og sådan set også min personlige holdning til, hvordan der skal føres forskningspolitik fremover i dette land. Der tror jeg at spørgeren er klar over, at det selvfølgelig er noget, jeg har en holdning til. Som jeg har sagt allerede, er det meget, meget vigtigt, at vi finder en balance imellem anvendt forskning og grundforskning. Jeg har jo altså været ansat et sted, hvor jeg har måttet konstatere, at det altså var fra politisk side, at man var meget interesseret i diverse puljer osv. Der er min holdning altså den, at det er meget vigtigt, at vi der finder den rette balance.

Fru Kirsten Brosbøl.

Nu kan jeg ikke lade være med at spørge ind til det forskningspolitiske, for det er sådan set ministeren selv, der går ind i de næste spørgsmål. Men spørgsmålet er jo så med hensyn til den anvendte forskning, om det er regeringens holdning, at det er regeringen, ministrene og finanslovpartierne, der skal sidde og udpege de forskere, der skal have en speciel bevilling til anvendt forskning, som ministeren kalder det. Eller skal vi prøve at gøre os umage med at bevare det armslængdeprincip, som jo altså gælder, når vi i øvrigt fordeler de strategiske forskningsmidler til anvendt forskning, som ministeren kalder det, via vores forskningsråd?

Her sidder der jo netop folk, som har forstand på bestemte fagområder, og som f.eks. inden for klima- og energiområdet ser på, at der er de og de ansøgninger fra forskellige forskere, og så spørger: Hvilken har den bedste kvalitet? Hvor ville de offentlige kroner blive bedst brugt ud af de her mange ansøgninger, som vi nu har fået? Der er jo ganske mange ansøgninger til de her puljer. Det ved vi godt. Der er mange, der gerne vil have de her midler, og nu har regeringen altså valgt at sige, at der er en bestemt forsker, der får en øremærket pulje, som man sender fra finanslovforhandlingerne med en bestemt forsker som direkte adressat. Er det sådan, regeringen vil føre forskningspolitik?

Ministeren.

Nu er det jo heldigvis sådan, at der er dele af forskningspolitikken, som også hører under mit ressort, så det vil jeg meget gerne udtale mig om. Det er bl.a. EUDP-forskningen, og der er det jo altså spørgsmålet om netop at komme på nye, spændende ideer inden for energiteknologi. Der kan jeg da sige at det foregår på den måde, at jeg overhovedet ikke har nogen som helst form for indflydelse på, hvilke projekter der får støtte inden for det. Men det, der bare igen er pointen her, er, at det ikke betyder, at det ikke er muligt at have anvendt forskning i Danmark. Det er igen et spørgsmål om balance. Spørgeren er jo også udmærket godt klar over, at der også findes andre sektorforskningsinstitutter, som formidler, såsom Dansk Institut for Militære Studier for nu bare at nævne et eksempel. Så det er altså vigtigt, at vi her har en balance imellem anvendt forskning og grundforskning.

Der har meldt sig en medspørger. Fru Mette Gjerskov.

Sagen er den, at når man skal have forskningsmidler i Danmark, så skal man søge, og man skal kvalificere sig, og man skal dokumentere, man skal peer reviewes, og man skal alverdens ting. Meget skal de forskere gå igennem for at få de penge, undtagen en. Han kommer svansende ind fra højre, og så får han bare klasket millioner i nakken fra finansloven. Det er Bjørn Lomborg. Det er faktisk det, vi prøver at spørge til ministerens holdning om. Men den kan vi åbenbart ikke få.

Derfor vil jeg i stedet for spørge, om virkeligheden ikke er den, at der er et værdifællesskab imellem Dansk Folkeparti og Venstre i den her sag, at Dansk Folkeparti og Venstre egentlig står sammen i dansk politik om at give klimaskeptikeren Bjørn Lomborg så mange penge, som man overhovedet kan vriste ud af finansloven.

Ministeren.

Jeg kan til fulde bekræfte fra mit tidligere liv, at det er korrekt, at det er et hårdt job at søge penge, ja. Og man kan jo igen anføre det synspunkt, at det er vigtigt, at vi har en balance imellem anvendt forskning og grundforskning.

Så kommer vi jo så sandelig vidt omkring her, må man jo nok sige. Igen vil jeg altså godt anføre, at det jo er så let, hvis man kan sige, at nogle er klimaskeptikere og nogle er klimatilhængere. Kunne vi dog ikke komme uden om den debat? Hvis man tager hele EU-debatten, så har vi jo i årtier haft en debat, hvor man har forsøgt at sætte hinanden i bås og sige, at her havde vi unionstilhængerne og her havde vi unionsskeptikerne, og så behøvede man jo egentlig ikke at diskutere nogen ting, for det var nok bare at sætte de her stempler i panden på hinanden. Skal vi dog ikke diskutere noget indhold frem for bare at præcisere det her med at proppe folk i de her forskellige båse? Det vil jeg gerne lige have lov til at sige i den sammenhæng.

Fru Mette Gjerskov.

Jeg vil gerne henlede ministerens opmærksomhed på, at jeg faktisk med det her billede af, hvad pengene er gået til hos Bjørn Lomborg, prøvede at give sagen noget indhold, men jeg kunne alligevel ikke få noget svar. Vi får jo ikke noget svar på noget som helst. Er virkeligheden ikke den, at klimaministeren, den minister, der er sat i regeringen for at forsvare klimaet og arbejde for en klimaløsning, i bund og grund sammen med Venstres folketingsgruppe er enige med Dansk Folkeparti, som synes, at der er gået for meget »halleluja« i klimadebatten? Er virkeligheden ikke, at den skepsis, som vi har set, den skepsis, hvormed man har prøvet at ødelægge enhver fremgang på klimaområdet, er en, Venstre deler med Dansk Folkeparti, og så er det bare sådan? Hvorfor kan klimaministeren ikke bare indrømme det? Det er da fair nok.

Ministeren.

Det er jo svært bare at indrømme et eller andet ud i det blå. Jeg vil sige, at når man ser på det helt overordnet, så er det meget vigtigt, at den politik, som Danmark jo rent faktisk fører, når det gælder klima, og den politik, som jeg arbejder for, ja, det er, at vi fokuserer meget på de udfordringer, som vi står over for. Og der er vi jo tilbage ved indholdet i det her, og indholdet er jo bl.a. også det, at Danmark nu står i den situation, at vi i 2012 pludselig bliver nettoimportører af fossile brændsler. Det er i høj grad den debat, som jeg vil forsøge at sætte. Det er det ene argument.

Det andet argument – når der nu bliver spurgt, om jeg er skeptisk over for det emne – er, at jeg vil sætte en dagsorden om, at Danmark skal deltage i et grønt kapløb og få gavn af den store debat, der er omkring energieffektivitet. Og selvfølgelig drejer det sig så også om – og det er jo regeringens politik – at det gælder om at begrænse den globale opvarmning, og der kan jeg bare referere til hele 2-graders-målsætningen.

Så er det hovedspørgeren for det sidste spørgsmål, fru Kirsten Brosbøl.

Der er det jo så, man kan spørge, hvad regeringen gør for det, og hvordan ekstrabevillingen, tredoblingen af Bjørn Lomborgs bevilling, vil bidrage til at nå de her forskellige mål. Det synes jeg da kunne være lidt interessant at høre fra ministeren.

Spørgsmålet gik jo på det her med Venstres værdifællesskab med Dansk Folkeparti, også på klimaområdet. Nu er Venstres tidligere finansordfører og nuværende undervisningsminister kommet i salen, og det var netop et citat fra hende, vi har bedt klimaministeren forholde sig til. Jeg vil godt lige prøve at gentage det, for ministeren har ikke rigtig endnu sagt, om det er den holdning, der fortsat er, også hos ministeren, altså følgende:

Venstre er stolt af, at man har medvirket til, at Dansk Folkeparti kunne få deres krav om flere penge til Bjørn Lomborg igennem, fordi vi mener, at der »altid, til enhver tid og i alle spørgsmål er brug for second opinions«.

Er ministeren enig i det eller ej? Og er det sådan, at regeringen skal være dem, der skal udpege de forskere, der skal bidrage med den second opinion, eller vil man satse på kvalitet i forskningen frem for på de her politisk udpegede holdninger, som man gerne vil have frem?

Ministeren.

Jeg må jo bare gentage det, jeg sagde med min analogi til også tysk politik: Det er en smagssag, hvordan man vælger at definere, altså om man vælger at bruge et ord som stolt, eller hvad man nu vælger at gøre. Det vil jeg ikke kaste mig ud i at gøre mig til overdommer over.

Så bliver der spurgt til det mere fremadrettede, og der kan jeg jo kun igen gentage, at det er vigtigt, at vi har den rette balance imellem anvendt forskning og grundforskning. Og så er jeg da selvfølgelig helt overordnet også af den holdning, at det er vigtigt, at samtlige synspunkter bliver hørt i en overordnet debat. Det gælder klimaspørgsmål, men det gælder sådan set også alle mulige andre, lige fra EU-spørgsmål, økonomisk debat og så videre derudad.

Tak til ministeren. Dermed er spørgsmålet sluttet.

Vi går videre til det næste spørgsmål, som også er til klima- og energiministeren, og det er også stillet af fru Kirsten Brosbøl.