Jeg tror, at klimaministeren og jeg har et oprigtigt ønske om, at topmødet i København til efteråret bliver en succes; med det mener jeg ønsket om en ambitiøs aftale, som forpligter alle verdens lande til at gøre noget for at reducere CO2-udslippet.

Men forudsætningen for at få en succesfuld aftale i København er, at rige lande som vores udviser troværdighed, altså at udviklingslandene faktisk kan regne med, at vi ikke endnu en gang lover ting, som vi ikke holder, som vi har gjort, ja, nærmest siden topmødet i Rio, hvor vi sagde, at vi faktisk ville lægge 0,7 pct. af vores BNP i udviklingsbistand, men at løfter nu bliver fulgt op af handling.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om regeringen har tænkt sig at gøre noget aktivt for at sikre, at løfter ikke endnu en gang bare bliver til flere løfter og endnu flere løfter, men at man reelt vil løfte udviklingslandenes tillid til os, til de rige, ved at sørge for, at løfterne bliver overvåget, og at det bliver sikret, at de bliver holdt.

Ministeren.

Ja. Det helt korte svar er ja. Da jeg f.eks. i forrige uge var i USA, viste det sig jo, at der er nogle, der tror, at det kun drejer sig om, hvor meget USA kan reducere deres udledninger. Jeg gjorde meget ud af hele tiden at nævne: Husk nu, at der altså også skal penge på bordet.

Der skal laves en international finansiel arkitektur, som det hedder i den sprogbrug, der sikrer, at der bliver midler til, at udviklingslandene kan tilpasse sig de klimaforandringer, de allerede oplever, og at de også kan prøve at gå ind og få nogle grønne udviklingsstrategier, altså at de kan lave nogle low carbon-udviklingsstrategier.

Det er også det, vi forsøger i EU; jeg har nu flere gange nævnt det forestående topmøde. Det ligger enormt svært med det, men det vil Danmark da stadig væk gøre alt, hvad vi kan, for at holde pres på. EU må også levere på det. Det må andre rige lande også - det må Japan også, det må Australien også, det må Canada også osv.

Vi er jo f.eks. også kommet med et forslag om en afgift på bunker fuel til fly og til skibe. Det vil faktisk have den fordel, at der hvert år vil komme adskillige milliarder ind i kassen, uden at man skal ud og love ulandene en eller anden bestemt procentdel af ens bruttonationalprodukt, for det har ulandene af gode grunde ikke ret stor tillid til. For de har alt for tit oplevet, at man lovede dem noget ved de fine konferencer, men at de aldrig så pengene, i hvert fald ikke fra de fleste rige lande. Der er jo kun lige en håndfuld eller to af landene, der nogen sinde har levet op til 0,7 pct. i ulandsbistand. Danmark hører selvfølgelig til dem, men der er altså rigtig, rigtig mange lande, der ikke har leveret.

Derfor skal vi finde alternative finansieringsformer. Og ja, det arbejder vi på højtryk med. Der er bl.a. lige nu 14 forskellige finansieringsforslag på bordet i de internationale forhandlinger, og vi arbejder også sammen med nogle af de mere private organisationer, der sidder og prøver at regne og regere på alternative finansieringsmekanismer.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er meget enig med klimaministeren i, at det ikke kun handler om løfter. Det handler også om at finde alternative finansieringsmekanismer, og det kan være en af løsningsmodellerne i forbindelse med mødet i København.

Der er jo så også det andet element. De rige lande er nødt til at forpligtige sig på nogle løfter og i hvert fald levere på de løfter, de har givet indtil videre. De sidste 7 år har de rige lande i verden lovet 18 mia. dollar til klimatilpasninger i udviklingslandene. Af dem er der leveret 0,7 mia. dollar; en nylig opgørelse i The Guardian viser, at vi på den måde er bagefter.

Det er nødvendigt - i virkeligheden før topmødet i København - at sørge for, at der bliver åbnet op for nogle af de her kasser med penge. Der forventer jeg faktisk, at ministeren gør en indsats på internationalt plan for at få de internationale aktører til at levere på det her.

En ting, jeg godt vil have ministerens svar på, vedrører jo, at der også er forskellige finansieringsmekanismer i spil. Der snakkes både om Verdensbanken, og der snakkes om FN-sporet, altså om CIF eller UNFCCC. Jeg vil gerne spørge: Har den danske regering lagt sig fast på, hvad for en af modellerne man forfølger?

Ministeren.

Nej, vil jeg sige til det sidste, for der er ikke kun en model. Der er mange steder, man kan lægge penge. Brasilien har deres Amazonasfond, og man kan lægge dem i CIF'en. Det, der er vigtigt, er, at man også sørger for at komme op med nogle reelle penge, nogle reelle beløb, som vil virke forhandlingsunderstøttende.

Det vil sige, at det skal være noget, så ulandene kan sige: Det var nogle penge, som vi godt kan se I ikke ellers havde tænkt jer at give os. Det er det, der vil være vigtigt for også det psykologiske forhandlingsklima, for at de altså kan se, at når vi beder dem om at gøre noget ekstra, må vi til gengæld også komme med lidt ekstra penge. Ellers vil de sige: Det kan ikke være os, der skal bidrage på nuværende tidspunkt, for det er ikke først og fremmest os, der har skabt problemet; det er den rige del af verden.

Så ja, svaret er, at Danmark arbejder for alle de der ting, inklusive i øvrigt også det, der blev påpeget før, om tilpasningsfonden. Den har været for længe om at komme i gang, men jeg tror, at fru Pia Olsen Dyhr ved, at det bl.a. var Danmark, der i EU-sammenhæng i Potzdam pressede på for, at vi nu endelig kan få den i gang. Det er i hvert fald et vigtigt signal at sende til udviklingslandene, at nu kommer den i gang.

Fru Pia Olsen Dyhr, det sidste spørgsmål.

En af de ting, som man i hvert fald er bekymret over i udviklingslandene, er spørgsmålet om Verdensbanken. Man har generelt ikke tillid til, at Verdensbanken kan fordele midler til klimatilpasning i udviklingslandene, fordi den finansielle arkitektur i Verdensbanken jo hovedsagelig består af de rige landes økonomier. Der er i hvert fald en god og grundig skepsis i udviklingslandene, og jeg har noteret mig, at præsident Obama nu også har været ude at sige, at Verdensbanken ikke er noget interessant forum for USA at putte penge i, fordi Verdensbankens energistrategier har fokuseret på kulkraft.

Får den melding den danske regering til at overveje, hvilken strategi man skal have i forhold til CIF'en, altså om man ikke bare bør bruge sine kræfter på FN-sporet og sige, at CIF'en er interessant og også skal have lov til at være der - vi har ikke tænkt os modarbejde den - men at det, der bliver væsentligt, egentlig er FN-sporet, og at det er her, Danmark hovedsagelig vil lægge sine midler?

Ministeren.

Der er blevet sagt mange ting om det med USA, og nu har jeg jo haft lejlighed til at tale med nogle af de amerikanske beslutningstagere for relativt nylig, så jeg vil lige sige, at jeg altså må forstå på dem, at de bidrag, de tidligere har lovet til CIF'en, også bliver leveret, når de får fremlagt deres endelige budget. Så det tror jeg at vi skal passe på med at tolke for meget på.

Men jeg er enig i, at den finansielle arkitektur, der ender med at skulle være der, også skal have legitimitet i udviklingslandene. Jeg tror, at hvis fru Pia Olsen Dyhr sådan taler med udviklingsministre eller finansministre, eller hvad det nu kan være, i nogle af udviklingslandene, vil hun høre, at de sådan set er meget glade for de penge, der kommer fra CIF'en. Det, der er det springende punkt, er: Kommer der også andre penge, der reelt er øremærket til en indsats for klima?

Jeg tror, at fru Pia Olsen Dyhr er klar over, at Danmark spiller en meget aktiv rolle for at sikre, at det kan ske - både konkret i forhold til tilpasningsinitiativer osv. og i forhold til skovprojekter, da det også er ret vigtigt, at der kommer noget finansiering ind for at stoppe afskovningen.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr, og tak til klima- og energiministeren.

Hermed sluttede spørgetimen.