Danmark er - også uden skibe - et af de lande i verden, der har det højeste forbrug og den højeste levestandard, og da vi f.eks. har valgt ikke at have atomkraft, og da vi ikke har megen naturgiven vandkraft, ja, så er vi som et rigt land nogle af dem, der pr. indbygger udleder rigtig meget CO2 og - som fru Mette Gjerskov ved at jeg også mener - for meget CO2.
Det er jo faktisk noget af det, vi er ved at gøre noget ved, og det er grunden til, at fru Mette Gjerskov og jeg og mange andre har siddet omkring et fælles bord så sent som i morges for at prøve at føre energiforhandlingerne, bl.a. om mere vedvarende energi, til ende.
Men det er jo en mærkelig præmis, fru Mette Gjerskov stiller op, når hun inddrager det med skibe, for vi kan jo inddrage hvad som helst, men vi er nu engang nødt til at opgøre det, sådan som kloden opgør det, sådan som verden opgør det, og ifølge verdens måde at opgøre det på efter de eksisterende regler, så indregnes skibsfart ikke. Og det er klart, at fordi Danmark har nogle dygtige folk, der sejler rundt på havene med varer - de sejler f.eks. fra Kina med varer til USA - så betyder det ikke, at Danmark har ret meget lod eller del i det.
Det tæller ikke med, sådan som det er i dag, men der er jo ingen, der så klart som jeg har sagt: Jeg ønsker, at luftfart skal være med og være reguleret i et nyt internationalt regime, og jeg ønsker, at skibsfart skal være det, men da det ikke er det i dag, er det jo sådan på kanten af manipulation at sige, at det burde det så være lige præcis for Danmarks vedkommende. Hvordan ville så luftfart og skibsfart og alt muligt andet, der heller ikke er med, påvirke regnskaberne for alle de andre lande? Det er jo en lidt stykvis og delt måde at se tingene på.