L 5 Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister.

(Afskaffelse af internordiske flyttepapirer, udvidet bødeansvar m.v.).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 06-12-2005

Lovforslag som vedtaget

20051_l5_som_vedtaget (html)

L 5 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister. (Afskaffelse af internordiske flyttepapirer, udvidet bødeansvar m.v.).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 6. december 2005

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister

(Afskaffelse af internordiske flyttepapirer, udvidet bødeansvar m.v.)

 

§ 1

I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 140 af 3. marts 2004, som ændret ved § 9 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 8 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 og § 29 i lov nr. 524 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 10, stk. 2, nr. 3, ændres »lov om postvirksomhed« til: »lov om postbefordring«.

2. I § 10, stk. 3, udgår », herunder Post Danmark«.

3.§ 19 ophæves.

4. I § 20, stk. 1, udgår »i øvrigt«.

5.§ 20, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3) køn, fødselsdato samt fødselsregistreringssted,«.

6.§ 20, stk. 1, nr. 8, affattes således:

»8) eventuel dato for civilstand og vedkommende registreringsmyndighed,«.

7. I § 20 indsættes som stk. 2 og 3:

» Stk. 2. Ved anmeldelse af tilflytning fra et andet nordisk land skal der endvidere gives oplysning om vedkommendes personnummer samt hidtidige adresse og kommune i fraflytningslandet.

Stk. 3. Indenrigs- og Sundhedsministeriet og vedkommende kommunalbestyrelse skal til registreringsmyndighederne i et andet nordisk fraflytningsland give de oplysninger, som er nødvendige for disse ved vurderingen af bopælsspørgsmålet.«

8. I § 21, stk. 1 og 4, ændres »§§ 19 og 20« til: »§ 20«.

9. I § 21 indsættes som stk. 5:

» Stk. 5 . § 12, stk. 3-6, og § 13, stk. 1, finder tillige anvendelse ved anmeldelse af tilflytning fra udlandet.«

10. I § 24, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 25, stk. 3« til: »§ 25, stk. 2«, og i § 24, stk. 1, 4. pkt., og stk. 7, ændres »§ 25, stk. 2« til: »§ 25, stk. 1«.

11. I § 24, stk. 5, indsættes efter »udrejst«: », jf. dog § 25, stk. 1«.

12. I § 25 ophæves stk. 1.

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 1-3.

13. I § 25, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 2, 1. pkt., udgår », eller at der ikke skal ske registrering på grund af tilflytningslandets bestemmelser om eksterritoriale personer«.

14. I § 25, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »Kommunalbestyrelsen« til: » Indenrigs- og Sundhedsministeriet og vedkommende kommunalbestyrelse«, og »jf. stk. 2 og 3« ændres til: »jf. stk. 1 og 2«.

15. I § 26 indsættes som stk. 5:

» Stk. 5 . § 12, stk. 3-6, og § 13, stk. 1, finder tillige anvendelse ved anmeldelse af fraflytning til udlandet.«

16. I § 30, stk. 2, udgår »stk. 1 og 2,«.

17. I § 38, stk. 3, og § 42, stk. 3, ændres »Selskaber og pensionskasser omfattet af lov om forsikringsvirksomhed samt pengeinstitutter ved administration af opsparing i pensionsøjemed, jf. kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser,« til: »Forsikringsselskaber og pensionskasser omfattet af lov om finansiel virksomhed samt pengeinstitutter ved administration af opsparing i pensionsøjemed i henhold til lov om finansiel virksomhed,«.

18. I § 57, stk. 1, nr. 3, ændres »§§ 19 og 20« til: »§ 20, stk. 1 og 2, og § 26, stk. 1«.

§ 2

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dog træder § 1, nr. 1, 2, 9 og 15-18 i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.