Europarådets Parlamentariske Forsamling holder session i Strasbourg

03.10.2017

Europarådets Parlamentariske Forsamling holder session i Strasbourg den 9.-13. oktober 2017, og 4 folketingsmedlemmer deltager i sessionen

Sessionen indledes med en mistillidsafstemning mod Den Parlamentariske Forsamlings siddende præsident, Pedro Agramunt fra Spanien. Det er første gang i institutionens historie, at der foretages sådan en afstemning.

 

Sagen om mistillid mod præsidenten er bl.a. affødt af påstande om korruption i Forsamlingen, og på den baggrund er der fremsat forslag om ændring af reglerne, så der bliver større gennemsigtighed med hensyn til medlemmernes interesser og bedre muligheder for sanktioner – det hele for at genopbygge Europarådets troværdighed.

 

På dagsordenen er også to forslag om afholdelse af et topmøde for Europarådets stats- og regeringschefer. Hensigten med et sådant topmøde skulle være at forbedre beskyttelsessystemet for menneskerettigheder og styrke konventionerne.

 

Aserbajdsjan er også på dagsordenen med to rapporter, som er ganske kritiske i forhold til Aserbajdsjans overholdelse af menneskerettighederne, men som også omtaler de hvidvaskningssager, hvor Aserbajdsjan i særlig grad mistænkes for at stå bag de omtalte korruptionssager.

 

Hele dagsordenen for sessionen kan ses her.

Se flere nyheder fra Folketinget