Spm. nr. S 908 (omtrykt)
8) Til børne- og undervisningsministeren af:
Anne Hegelund (EL):
Mener ministeren, at de initiativer, som regeringen allerede har taget, er tilstrækkelige til at sikre flere pædagoger og pædagogiske assistenter i daginstitutionerne, og hvilke initiativer vil ministeren konkret igangsætte, hvis det ikke er tilfældet?
Skriftlig begrundelse
Ministeren udtalte på samrådet om mørklægning af minimumsnormeringer på institutionsniveau den 18. april 2024, at han mener, at der er for mange ansatte i dagtilbud, der ikke har nogen pædagogisk uddannelsesbaggrund. Ministeren omtalte desuden Danmarks Evalueringsinstituts kvalitetsundersøgelse blandt 0-2-årige børn, som viser, at der er en sammenhæng mellem, om der er en pædagog til stede det meste af dagen og kvaliteten i dagtilbuddene. Samtidig viser opgørelser, at andelen af pædagoger i daginstitutionerne er faldet de seneste år. Der henvises til artiklen »Der er blevet endnu længere mellem pædagoger i daginstitutionerne« bragt den 17. november 2023 på ritzau.dk.