Med samrådsspørgsmål G har Skatteudvalget
bedt ministeren om at redegøre for, hvilken indflydelse
danske rederier, herunder Mærsk, havde på det danske
forhandlingsmandat, da rederierne blev undtaget for
minimumsselskabsskattesatsen på 15 pct. under forhandlingerne
i OECD, som førte til aftalen af 8. oktober 2021. Ydermere
vil Skatteudvalget have svar på, om Danmark gik til
forhandlingerne med et mandat om at fritage rederierne, eller
ændrede man position undervejs under indtryk af danske
rederiers holdning. Der henvises til artiklen "Mærsk har
modarbejdet at skulle betale mere i skat af overskud", www.dr.dk,
den 8. februar 2023.
(https://www.dr.dk/nyheder/penge/maersk-har-modarbejdet-skulle-betale-mere-i-skat-af-overskud)
Med samrådsspørgsmål H har Skatteudvalget bedt
ministeren om at redegøre for, hvad regeringen agter at
foretage sig på baggrund af nye oplysninger om, at
Mærsk ender med skatteprocent på mindre end 3 promille
af deres historiske overskud i 2021 og ligeledes redegøre
for, om det efter ministerens og regeringens opfattelse er et
retfærdigt og tilfredsstillende skatteniveau også med
henblik på, at skatteniveauet ventes at falde yderligere for
2022 samt redegøre for ministerens overvejelser i
forbindelse med opgørelsen af Mærsks skatteniveauer
for 2020 og 2021.
Med samrådsspørgsmål I har Skatteudvalget bedt
ministeren om at forholde sig til, at Det Økonomiske
Råd flere gange (og herunder Carl-Johan Dalsgaard blandet
andet i 2022) har vurderet, at tonnageskatteordningen er for
lempelig og hvad regeringen agter at gøre på den
baggrund.
Samrådsspørgsmål G er stillet efter ønske
fra Lisbeth Bech-Nielsen (SF), Sigurd Agersnap (SF) og Carl
Valentin (SF).
Samrådsspørgsmål H og I er stillet efter
ønske fra Trine Pertou Mach (EL).
Der henvises endvidere til SAU alm. del - spørgsmål
72.