I 1985 besluttede et flertal i Folketinget, at atomkraft ikke
skal indgå i den offentlige energiplanlægning.
Spørgsmålet har siden været debatteret flere
gange i Folketingssalen, uden at det har ændret
beslutningen.
Nye teknologier udfordrer imidlertid konventionel atomkraft, som
vi kender til i dag, og en måling foretaget af Epinion fra
september 2023 af 1.056 repræsentativt udvalgte danskere
viser, at 55 pct. bakker op om at undersøge atomkraft i
Danmark, mens 26 pct. siger nej og 19 pct. svarer ved ikke.
Samtidig går en række lande tæt på Danmark,
bl.a. Sverige og Storbritannien, i retning af mere atomkraft, hvor
andre lande, herunder Tyskland, har valgt at lukke sine
atomkraftværker.
Formålet med denne høring er at få belyst,
hvilke typer af atomkraft der findes i dag, og hvor langt man er i
udviklingen af nye atomkraftteknologier. Hvad er potentialet, og
hvilke udfordringer er der forbundet hermed?
Udvalget ønsker at blive klogere på, om og i
hvilket omfang atomkraft kan bidrage til en grøn
energiforsyning i Europa og globalt, herunder om nye teknologier
på sigt må forventes at blive økonomisk
rentable. Og bør atomkraft indgå som en del af det
fremtidige grønne energimiks i Danmark, og dermed som et
stabiliserende supplement til vind- og solenergi?
Programmet kan ses her.
Høringen er åben for alle, men tilmelding er
nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske
senest dagen før kl. 12.00. Der er et begrænset antal
pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter
først til mølle-princippet.
Du kan tilmelde dig høringen her.
Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til
registrering i besøgsindgangen på grund af
sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en
halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage
lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at
forstyrre høringens afvikling i øvrigt.
Høringen tv-optages og vil blive vist live på
Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes
efterfølgende under "TV fra
Folketinget". Desuden vises høringen forskudt på
Folketingets tv-kanal.
Alle præsentationerne fra høringen kan ses
her.