Udvalget har bedt udlændinge- og integrationsministeren om
at redegøre for om ministeren på baggrund af en
række artikler i Berlingske Tidende om herboende muslimske
kvinders vanskeligheder ved at blive skilt vil redegøre for,
hvorvidt det er dansk eller hjemlandets lovgivning (f.eks. iransk
lovgivning), der er hovedproblemet (jf. artiklerne »Omstridt
imam lavede skilsmissekontrakt, hvor muslimsk kvinde kunne miste
børnene«, den 25. september 2020, »Kvinde ville
skilles: Irans ambassade sendte hende til omstridt moské for
at få tilladelse«, den 8. oktober 2020, »Imamer
anklages for at tage op imod 10.000 kr. for
skilsmissekontrakter«, den 10. oktober 2020, og »Amira
blev tvangsgift og udsat for vold, men kan ikke blive skilt«,
den 21. oktober 2020).
Ministeren bedes også redegøre for om det er fordi
parterne er gift efter hjemlandets love, at kvinden har vanskelig
ved at blive skilt, hvis mand ikke vil medvirke, eller er dansk
lovgivning en hindring, i givet fald bedes oplyst hvordan?
Er det ministerens opfattelse, at Imamer spiller en negativ rolle i
skilsmissesager i forhold til kvindens interesser, og har
regeringen initiativer, der kan modvirke det?
Vil ministeren tillade anonyme anmeldelser i sådanne
muslimske skilsmissesager, hvor kvinden oplever pres og modstand
fra f.eks. Imamer, ambassadeansatte og familie, der ønsker
at fastholde kvinden i et ægteskab, så problemets
omfang kan blive klarlagt?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter
Skaarup (DF)