Formålet med rejsen var at få et
førstehåndsindtryk af situationen i Georgien, herunder
med særligt fokus på de regionale dimensioner af
konflikten mellem Rusland og Ukraine, konfliktens indvirkning
på georgisk indenrigspolitik og udenrigspolitiske prioriteter
samt truslen fra russiske tropper i Georgien. Rejsen blev
gennemført sammen med udenrigsministeren. Udvalget fik
gennem samtaler med regeringen, Georgiens udenrigsudvalg samt
udsendte danskere til EU og NATOs missioner indblik i den politiske
og økonomiske situation i landet, regionale dynamikker og
Georgiens ageren i lyset af Ruslands invasion af Ukraine.
Delegationen besøgte demarkationslinjen til én af de
to udbryderregioner i Georgien, Sydossetien, hvor EU's
monitoreringsmission bl.a. overvåger russiske troppers
tilstedeværelse. Derudover besøgte udvalget en lejr
for internt fordrevne som følge af krigen i 2008 i
Sydossetien og Abkhasien.