Formålet med rejsen er at deltage i konferencen "Nairobi
Summit on ICPD25: Accelerating the Promise" om pigers og kvinders
rettigheder. Danmark er i fællesskab med Kenya og FN's
Befolkningsfond (UNFPA) vært for konferencen, der vil
fokusere på følgende temaer: 1) Seksuel og reproduktiv
sundhed og rettigheder (SRSR) og sygesikring til alle, 2)
Mobilisering af finansielt momentum, 3) Demografisk diversitet og
bæredygtig udvikling, 4) Kønsbaseret vold og skadelige
praksisser som f.eks. omskæring af piger, 5) SRSR i
humanitære situationer. Med konferencen markeres samtidig
både 50-året for UNFPA's oprettelse og 25-året
for vedtagelsen af Kairo-handlingsplanen ved den Internationale
Konference om Befolkning og Udvikling (ICPD) i Kairo i 1994.