Hvad er situationen for tros- og religionsfrihed i Afrika? Hvad
er drivkræfterne bag stigende forfølgelse af
religiøse grupper i Afrika? Og hvilke muligheder har Danmark
for at beskytte religiøse grupper mod forfølgelse og
sikre deres grundlæggende rettigheder?
Det er nogle af de spørgsmål, som Udenrigsudvalget
ønsker at blive klogere på, når udvalget holder
åben høring på Christiansborg. Formålet
med høringen er således at sætte fokus på
forfulgte religiøse gruppers vilkår i Afrika syd for
Sahara, og hvordan Danmark kan hjælpe med at fremme deres
rettigheder og sikkerhed. Konflikt, politisk uro og
naturkatastrofer har fortsat alvorlige menneskelige konsekvenser i
Afrika syd for Sahara. Det gælder i særdeleshed
også religiøse grupper, som flere steder bliver
forfulgt på grund af deres tro. Flere danske
civilsamfundsaktører arbejder gennem lokale partnere for at
beskytte religiøse grupper og tros- og religionsfriheden.
Derfor er det også relevant at drøfte, hvordan denne
indsats passer ind i Danmarks nye Afrikastrategi og den kommende
udviklingspolitiske strategi.
Se programmet her.
Du kan tilmelde dig høringen her.
Høringen er åben for alle, men tilmelding er
nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske
senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal
pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter
først til mølle-princippet.
Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til
registrering i besøgsindgangen på grund af
sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en
halv time inden høringen starter. Det er tilladt at optage
lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at
forstyrre høringens afvikling i øvrigt.
Høringen tv-optages og vil blive vist live her på
Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes
efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises
høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.