Udvalget har bedt ministeren om at redegøre for, om Det
Palæstinensiske Selvstyre opildner til vold mod civile, og
for den danske holdning til, at der sker en forherligelse af
terrorangreb og en økonomisk belønning til
gerningsmændene bag terror. Ministeren er også blevet
spurgt, om han kan forsikre, at dansk bistand ikke bruges til
udbetaling af pengepræmier til terrorister, og om han vil
sætte sig i spidsen for et internationalt arbejde for at
sikre klausuler i udviklingssamarbejdet med Det
Palæstinensiske Selvstyre, der sikrer, at bistanden ikke vil
kunne bruges til sådanne præmier.
Udvalget har videre bedt ministeren oplyse, hvilke kilder han i
lyset af Washington Institute's "Fatah Central Committee Profiles"
har lagt til grund for svar på S 507 og S 899 om, at Abbas
Zakis ikke repræsenterer Fatah, og give eksempler på,
at centrale palæstinensiske politikere inden for de seneste 6
måneder på arabisk har fordømt specifikke angreb
på israelske civile.
Derudover har udvalget efterspurgt ministerens kommentar til
eksempler på fatahlederes tilskyndelse til og forherligelse
af terrorangreb mod Israel og svar på, om det i lyset af
Palestinian Media Watch's eksempler på fremstående
fatahlederes tilskyndelse til og forherligelse af terrorangreb mod
jøder og i øvrigt civile israelere fortsat er
ministerens opfattelse, at Fatah, PLO og Det Palæstinensiske
Selvstyre kan beskrives som "moderate kræfter".
Endelig er ministeren blevet bedt om at uddybe sin forsikring til
Weekendavisen om, at bistand fra Danmark ikke går til at
aflønne dømte og fængslede terrorister og
disses familier.
Samrådsspørgsmål AH - AN er stillet efter
ønske fra Søren Espersen (DF).
Tilmelding til samrådet er nødvendig.