Formålet med rejsen er gennem samtaler med lokale
politikere og tænketanke at få indblik i Brasilien som
en ny udenrigspolitisk aktør. Brasiliens stigende andel af
verdenshandlen har givet Brasilien en mere selvbevidst
udenrigspolitisk stil og rolle, og Nævnet vil spørge
ind til, hvad Brasilien vil bruge denne øgede indflydelse
til. Nævnet vil ligeledes undersøge betydningen af
valget af Dilma Rousseff som Brasiliens ny præsident for
landets udenrigspolitik.