Formålet med besøget var at få indblik i den
sikkerhedspolitiske situation i regionen og i mulighederne for
dialog, samarbejde og fred mellem Israel og Palæstina gennem
samtaler med en bred vifte af lokale politikere, internationale
organisationer, NGO'er og tænketanke. Derudover var der fokus
på den indenrigspolitiske situation i landene, aktuelle
menneskerettighedsemner samt den generelle økonomiske og
demokratiske udvikling i regionen. Under rejsen besøgte
Nævnet blandt andet bydelen Mea Sharim, den israelsk-arabiske
skole Hand in Hand og Yad Vashem, hvor formanden nedlagde en krans
til minde om de seks millioner ofre i Holocaust. Derudover var
Aida-flygtningelejren i Betlehem og en rundtur omkring Betlehem med
fokus på bosættelsesproblematikken også på
Nævnets program.