Uddannelses- og Forskningsudvalget besøger Japan
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Startdato: 02-09-2018
Slutdato: 08-09-2018
Sted: Japan
Formål

Uddannelses- og Forskningsudvalget rejser til Japan den 2.- 8. september 2018 for at lære mere om Japans position inden for forskning, universitetssamarbejde og teknologisk innovation. Udvalget skal bl.a. mødes med repræsentanter fra Tokyo Universitet og høre mere om deres indsats i forhold til start-up virksomheder. Udvalget besøger også Japan Innovation Network og Riken National Research Centre, hvor der er fokus på udvikling af nye teknologier inden for kunstig intelligens, herunder samarbejdet mellem virksomheder og forskningen. På Osaka University skal udvalget høre mere om forskning inden for regenerativ medicin og skal også opleve laboratorierne, hvor forskningen udføres. Programmet omfatter også møder i parlamentet med Committee on Education, Culture, Sports, Science and Technologi og møder med danske studerende, forskere og virksomheder, som har deres dagligdag i Japan, ligesom udvalget deltager i 'Bioinformatics Seminar' arrangeret af bl.a. ambassaden og Uddannelses- og forskningsministeriet, som sætter fokus på Danmarks styrkeposition inden for 'bioinformatic research' (kunstig intelligens og biovidenskab). Japan er en stærk forsknings- og udviklingsnation, som rangerer i den internationale top på langt de fleste parametre såsom antal innovative virksomheder, patenter, indflydelsesrige publikationer, nobelpriser, osv. På flere af disse parametre ligger de lige efter USA og det på trods af, at det japanske F&U-budget kun er godt en tredjedel af USA's og meget lavere end Kinas. Effektiv anvendelse af F&U-midler er altså også en japansk styrke, som bl.a. skyldes en stærk tradition for samarbejde mellem den akademiske verden og private virksomheder, som er noget af det, udvalget vil kunne opleve eksempler på ved deres besøg i Japan.

Deltagere
Øvrige deltagere
  • Udvalgssekretær Iben Bryld Gaardmand
  • Udvalgsassistent Lone Klinke

Budget
458.000 kr.
Regnskab
394.000 kr.