Transportudvalget ønsker med
turen til Holland og Tyskland at få indsigt i innovative
løsninger inden for den grønne omstilling af
transportsektoren, bl.a. hyperloop teknologi, zero emission zoner
og tiltag inden for grøn luftfart. Derudover besøger
udvalget Utrecht med fokus på hollandske erfaringer med
fremme af kollektiv transport og cyklisme. Endelig mødes
udvalget med tyske parlamentarikere for at drøfte
forskellige politiske tiltag, herunder "Deutschland-Ticket", nattog
samt sikring af tysk infrastruktur ifm. etableringen af Femern
Bælt-forbindelsen.