Udvalget har bedt ministeren redegøre for, om ministeren
anerkender, at det er en udfordring, at private botilbud kan
etablere sig uden nogen forudgående form for kvalitetskontrol
som eksempelvis certificering og autorisation af ledelse, idet det
svært for kommunerne at gennemskue kvalitets- og
kompetenceniveauet, og at kommunernes reelle mulighed for at
kontrollere kvaliteten af private botilbud er begrænset, samt
at det kan være svært for kommunerne at kontrollere
hvornår og hvor længe en borger er på
forsorgshjem og opdage snyd.
Endvidere ønsker udvalget svar på, om ministeren er
enig i, at en bedre regulering af private botilbud og et forbud mod
profit på private botilbud vil kunne bidrage til besparelser
på det specialiserede socialområde, som regeringen
netop har givet udtryk for ønske om.
Endelig har udvalget bedt ministeren redegøre for, hvilke
initiativer ministeren vil iværksætte for at styrke
kommunernes mulighed for at kontrollere både kvalitet og
regninger fra private botilbud.
Der henvises til artiklerne bragt på dr.dk den 29. januar
2025: "Antallet af pladser på private forsorgshjem er
tredoblet: 'Nogle kan malke systemet'" og "John boede i lejlighed,
mens kommunen dagligt betalte 2.500 kroner for, at han boede
på forsorgshjem" samt den øvrige dækning af
spørgsmålet om profit på botilbud.
Samrådsspørgsmål AL-AO er stillet efter
ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).