Formålet med høringen er at få belyst, hvilke
konsekvenser uklarheden omkring lovforslag
nr. L 30 har for virksomhederne, og få input til, hvordan
anvendelsesområdet for fradraget evt. kan defineres, så
det bliver tydeligere for virksomheder, hvilke udgifter der er
omfattet af fradraget.
Med lovforslag nr. L 30 foreslås det at forhøje
virksomhedernes fradrag for udgifter til forsøgs- og
forskningsvirksomhed i 2020 og 2021 med henholdsvis 27 pct. og 25
pct., således at fradraget udgør 130 pct. i begge
indkomstår. Samtidigt foreslås det at indføre et
loft over merfradraget, således at det højst kan have
en skatteværdi på 50 mio. kr. Udgifter, der overstiger
det foreslåede loft, kan fradrages efter gældende
regler med henholdsvis 103 pct. i indkomståret 2020 og 105
pct. i indkomståret 2021.
Af høringssvarene fremgår det, at
anvendelsesområdet for fradraget er uklart, og at flere
høringsparter har opfordret Skatteministeriet til at
præcisere anvendelsesområdet, så det bliver
tydeligere for virksomheder, hvilke udgifter der er omfattet af
fradraget. Skatteministeriet anerkender, at det er en svær
sondring, men bemærker at der med lovforslaget ikke
lægges op til at ændre den eksisterende
afgrænsning. Skatteministeriet henviser til Den Juridiske
Vejledning, og at virksomheder i tvivlstilfælde kan anmode
Skatteforvaltningen om bindende svar.