Åbent samråd om ulovligt salg og misbrug af opioider
Udvalg: Retsudvalget
Mødedato: 29-08-2024
Starttidspunkt: 10.15
Sluttidspunkt: 11.15
Lokale: 1-133
Retsudvalget har kaldt justitsminister Peter Hummelgaard (S) i åbent samråd om ulovligt salg og misbrug af opioider. Samrådet finder sted torsdag den 29. august 2024, kl. 10.15-11.15 i værelse 1-133 på Christiansborg.

Udvalget har bedt ministeren redegøre for, hvad han agter at gøre for at standse ulovligt salg og misbrug af smertestillende receptmedicin (opioider) til børn, unge og voksne, og hvorfor der ikke er handlet før.

Derudover har udvalget bedt ministeren redegøre for, hvorfor notatet fra de retsmedicinske institutter, som konkluderer, at opioider er den farligste gruppe af stoffer i Danmark, først blev offentliggjort den 4. april 2024 på trods af, at notatet har været klart siden juni 2023, og for forløbet op til offentliggørelsen af notatet.

Samrådsspørgsmålene AS-AT er stillet efter ønske fra Mai Mercado (KF), Betina Kastbjerg (DD), Steffen Larsen (LA), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Zenia Stampe (RV) og Torsten Gejl (ALT).

Tilmelding

Samrådet er åbent for alle, men tilmelding er nødvendig, også for pressen. Der er et begrænset antal pladser, som tildeles efter i først-til-mølle-princippet. Tilmelding skal ske senest kl. 11.00, dagen inden samrådet bliver afholdt.

Gæster udefra bør beregne ekstra tid til registrering i Besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek.

Samrådet tv-optages og vil blive vist direkte her på hjemmesiden. Optagelsen vil efterfølgende kunne (gen)ses her på siden og under "TV fra Folketinget". Desuden vises samrådet forskudt på Folketingets tv-kanal.

Regler for fotografering og optagelse af film og lyd under åbne samråd
Fotografering under åbne samråd kan virke forstyrrende og bør derfor begrænses mest muligt. Til gengæld er tv-optagelser og dermed også billeder fra åbne samråd som beskrevet ovenfor tilgængelige her på hjemmesiden efter samrådet. Folketingets optagelser og billeder fra åbne samråd kan frit bruges af alle. Det er dog ikke tilladt at manipulere med optagelserne eller benytte dem til kommercielt formål. Har man alligevel behov for at tage egne billeder eller optage film og lyd under et åbent samråd, skal dette primært ske i løbet af samrådets første minut. Dette må kun ske efter forudgående aftale med udvalgets formand via Udvalgssekretariatet. Udvalgsformanden kan også give tilladelse til, at den enkelte fotograf, journalist eller privatperson i løbet af samrådets første minut bevæger sig rundt i udvalgslokalet for at tage billeder.

Efter samrådets første minut må fotografering og lyd- eller filmoptagelse kun foregå siddende fra tilhørerpladserne, og det skal ske uden at forstyrre udvalgsmødet. Fotografering skal efter det første minut foregå uden blitz og lyd. Udvalgsformanden kan til enhver tid bede om, at fotografering og film- og lydoptagelser standses, hvis det generer de tilstedeværende eller forstyrrer samrådet.

Tilmelding på e-mail