Formålet med høringen er at sætte fokus
på misbruget af opioider blandt unge i Danmark og handlen med
opioider på det illegale marked.
Mange har hørt skræmmende fortællinger om
opioidkrisen i USA og måske endda set videoer i medierne af
skikkelser, der vakler rundt i gadebilledet som zombier,
påvirkede af fentanyl og andre illegale stoffer. Så
galt står det ikke til i Danmark, men flere eksperter og
myndigheder melder om stigende misbrug og afhængighed blandt
unge af både illegale og receptordinerede opioider og
understreger vigtigheden af at være på forkant med
udviklingen.
Til høringen vil eksperter, fagpersoner og myndigheder
belyse opioidmisbruget fra forskellige vinkler for at gøre
udvalget klogere på, hvordan det kan forebygges, at de unge
bliver afhængige af opioider, hvordan behandlingstilbuddene
til de unge misbrugere kan forbedres, konsekvenserne af
receptordinerede opioider, og hvordan der kan sættes ind over
for sælgere og bagmænd på det illegale
marked.
Programmet kan ses her.
Høringen er åben for alle, men tilmelding er
nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske
senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal
pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter
først til mølle-princippet.
Tilmeld
dig her.
Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til
registrering i besøgsindgangen på grund af
sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en
halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage
lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at
forstyrre høringens afvikling i øvrigt.
Høringen tv-optages og vil blive vist live her på
Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes
efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises
høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.