Åbent samråd om skiftet i strategi og kendskab til manglende lovhjemmel til minkaflivninger
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Mødedato: 19-11-2020
Starttidspunkt: 14.00
Sluttidspunkt: 15.30
Miljø- og Fødevareudvalget og Sundheds- og Ældreudvalget har kaldt minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i fælles samråd om strategiskiftet ift. minkaflivninger og om, hvornår fødevareministeren og Fødevarestyrelsen blev bekendt med den manglende lovhjemmel til aflivningerne. Samrådet finder sted torsdag den 19. november 2020 kl. 14.00-15.30 i Landstingssalen på Christiansborg.

Udvalgene har bedt ministrene redegøre for baggrunden for, at strategien for håndtering af coronasmittede mink tilbage i juni 2020 blev ændret fra en såkaldt forsigtighedsstrategi til en strategi med brug af inddæmning, værnemidler og hygiejne, og hvilken konkret sundhedsfaglig anbefaling der lå til grund for strategiskiftet.

Udvalgene har desuden bedt begge ministre redegøre for baggrunden for, at strategien for håndtering af coronasmittede mink først blev ændret til aflivning af smittede og mistænkte besætninger den 1. oktober 2020, på trods af at Fødevarestyrelsen allerede 4. september 2020 og igen 16. september 2020 og 18. september 2020 gennem risikovurderinger fra SSI og KU var blevet gjort opmærksom på risikoen for, at der i minkbesætninger kan opstå mutationer i virusgenomet, der kan mindske eller helt eliminere effekten af kommende vaccinekandidater.

Endelig har udvalgene bedt ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling redegøre for, hvornår henholdsvis ministeren og Fødevarestyrelsen blev bekendt med, at der ikke fandtes lovhjemmel til aflivning af raske mink uden for smittezonerne, og hvilken korrespondance der har været mellem styrelse og ministerium om samme. Udvalget har desuden bedt ministeren oplyse, hvorvidt ministeren har handlet på disse oplysninger, som man kan forvente af en ansvarlig minister.

Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Peder Hvelplund (EL).

Kontakt
Udvalgssekretær
Camilla Brask Lentz
3337
Send e-mail
Udvalgssekretær
Anna Steen Tvergaard
3337
Send e-mail
Udvalgsassistent
Tommy Jørgensen
3337 5534
Send e-mail

MOF, Alm.del - 2020-21 - Samrådsspørgsmål Y