Udvalget ønsker med studieturen at sætte fokus
på et af de vigtige energisamarbejder, som Danmark har, med
lande i hele verden. Formålet med studieturen til Indonesien
er at indsamle viden om og praktiske erfaringer med det konkrete
dansk-indonesiske strategiske grønne samarbejde og
energisamarbejdet, som løber frem til 2025 med fokus
på klimamål, grøn omstilling, energiforsyning og
biodiversitet. Herudover er det relevant at få en
introduktion til planer og konkrete eksempler på
dansk-indonesisk virksomhedssamarbejder og danske
eksportmuligheder. Udvalget planlægger i Jakarta at
mødes med sit søsterudvalg i det indonesiske
parlament, repræsentanter fra det indonesiske
energiministerium og Jakartas guvernør for at drøfte
klimamål, energipolitik og omstilling til vedvarende energi.
Udvalget planlægger desuden at mødes med en
række repræsentanter for civilsamfundsorganisationer og
virksomheder for at få et indblik i deres arbejde med
klimamålsætninger, energiomstilling og de indonesiske
udfordringer med afskovning og biodiversitet. Turen omfatter i
Jakarta og på Østkalimantan besigtigelser af
både losseplads, cementfabrik, kulkraftværk, kulmine og
arbejdet med genopretning af regnskov i kombination med produktion
af biomasse og genetablering af mangrove for at forbedre
biodiversiteten på Østkalimantan. Besigtigelserne har
til formål at give indblik i de praktiske erfaringer og
konkrete arbejde med at reducere CO2-udledningerne, omstille
energiforsyningen og beskytte miljøet.