Åbent samråd om efterprøvelse af ansøgeres statsborgerskabsforhold, når de søger om dansk statsborgerskab som statsløse
Udvalg: Indfødsretsudvalget
Mødedato: 08-04-2025
Starttidspunkt: 15.00
Sluttidspunkt: 16.00
Lokale: S-092
Indfødsretsudvalget har kaldt udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i åbent samråd om efterprøvelse af ansøgeres statsborgerskabsforhold, når de søger om dansk statsborgerskab som statsløse. Samrådet er åbent og finder sted tirsdag den 8. april 2025 kl. 15.00-16.00 i værelse S-092 på Christiansborg.

Udvalget har bedt ministeren redegøre for, hvorfor Udlændinge- og Integrationsministeriet undlader at foretage en grundig efterprøvelse af ansøgeres statsborgerskabsforhold, når de søger om dansk statsborgerskab som statsløse. Udvalget har også bedt ministeren forklare, hvilken konkret kontrol der foretages i disse sager, og hvordan ministeriet sikrer, at personer ikke fejlagtigt registreres som statsløse og tildeles dansk statsborgerskab uden dokumentation.
Derudover har udvalget bedt ministeren forsikre, at ingen registreres som statsløse, uden først at have fremlagt et officielt dokumenteret afslag fra de relevante myndigheder i det land, hvor ansøgeren har en statsborgerretlig tilknytning.

Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Mikkel Bjørn (DF).

Tilmelding

Samrådet er åbent for alle, men tilmelding er nødvendig, også for pressen. Der er et begrænset antal pladser, som tildeles efter i først-til-mølle-princippet. Tilmelding skal ske senest kl. 11.00, dagen inden samrådet bliver afholdt.

Gæster udefra bør beregne ekstra tid til registrering i Besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek.

Samrådet tv-optages og vil blive vist direkte her på hjemmesiden. Optagelsen vil efterfølgende kunne (gen)ses her på siden og under "TV fra Folketinget". Desuden vises samrådet forskudt på Folketingets tv-kanal.

Regler for fotografering og optagelse af film og lyd under åbne samråd
Fotografering under åbne samråd kan virke forstyrrende og bør derfor begrænses mest muligt. Til gengæld er tv-optagelser og dermed også billeder fra åbne samråd som beskrevet ovenfor tilgængelige her på hjemmesiden efter samrådet. Folketingets optagelser og billeder fra åbne samråd kan frit bruges af alle. Det er dog ikke tilladt at manipulere med optagelserne eller benytte dem til kommercielt formål. Har man alligevel behov for at tage egne billeder eller optage film og lyd under et åbent samråd, skal dette primært ske i løbet af samrådets første minut. Dette må kun ske efter forudgående aftale med udvalgets formand via Udvalgssekretariatet. Udvalgsformanden kan også give tilladelse til, at den enkelte fotograf, journalist eller privatperson i løbet af samrådets første minut bevæger sig rundt i udvalgslokalet for at tage billeder.

Efter samrådets første minut må fotografering og lyd- eller filmoptagelse kun foregå siddende fra tilhørerpladserne, og det skal ske uden at forstyrre udvalgsmødet. Fotografering skal efter det første minut foregå uden blitz og lyd. Udvalgsformanden kan til enhver tid bede om, at fotografering og film- og lydoptagelser standses, hvis det generer de tilstedeværende eller forstyrrer samrådet.

Tilmelding på e-mail