Erhvervs,- Vækst- og Eksportudvalget besøger New York, Washington D. C. og Chicago
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Startdato: 06-03-2016
Slutdato: 11-03-2016
Sted: USA
Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg besøger New York, Washington D.C og Chicago den 6.-11. marts 2016. Besøget er et led i udvalgets fokus på deleøkonomi, iværksætteri, Obamas klimaplan og cleantech samt de igangværende forhandlinger om en handelsaftale mellem USA og EU (TTIP). Udvalgsrejsen giver udvalget mulighed for at møde amerikanske og danske virksomheder m.fl., som kan belyse emnerne, og give et billede af danske virksomheders vækstpotentiale på det amerikanske marked.

I New York skal udvalget blandt andet møde Danish Cleantech Hub, som er et dansk-amerikansk offentligt-privat samarbejde med det primære formål at øge eksport af dansk cleantech til New York. Udvalget skal også møde Claus Meyer, der som dansk iværksætter i USA kan berette om sine erfaringer med dette. Iværksætteri er også blandt emnerne for mødet med den danske iværksættervirksomhed ReD Associates og en rundbordssamtale med danske og amerikanske iværksættere.

I Washington D.C. skal udvalget blandt andet besøge det amerikanske Department of Commerce for at drøfte TTIP, ligesom der er møde med medikovirksomheden Medtronic, og her er emnet Medtronics investeringer i Danmark. Samme dag skal udvalget mødes med Airbnb, Uber Technologies og Google for at drøfte udviklingen inden for deleøkonomi i USA. Udvalget afholdt en høring om netop deleøkonomi den 20. januar 2016.

Vindindustrien i USA og vandteknologi er blandt emnerne for udvalgets besøg hos Glenbard Waste Water Authority og danske MAKE i Chicago.

I løbet af besøget i USA skal udvalget også møde store danske virksomheder såsom Novo Nordisk Inc., Mærsk og Lundbeck, og blandt andet tale om deres erfaringer på det amerikanske marked m.m.



Formål

Besøget er et led i udvalgets fokus på deleøkonomi, iværksætteri, Obamas klimaplan og cleantech samt de igangværende forhandlinger om en handelsaftale mellem USA og EU (TTIP). Udvalgsrejsen giver udvalget mulighed for at møde amerikanske og danske virksomheder m.fl., som kan belyse emnerne, og give et billede af danske virksomheders vækstpotentiale på det amerikanske marked.

Deltagere
Øvrige deltagere

Udvalgssekretær Annemette Ross
Udvalgsassistent Signe Draabe Bruunsgaard

Program
Budget
520.000 kr.
Regnskab
466.493 kr.