Erhvervs- og
Vækstministeren fremsatte den 9. oktober 2013 lovforslag nr.
L 35, der indfører en ny fælles autorisationsordning
på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet. Samtidig
afskaffes den personlige autorisation og det personlige strafansvar
på el-autorisationsområdet, og egenkontrol systemet
på området bliver fælles for alle virksomheder,
der har autorisation på de tre områder. Som alternativ
til den fulde autorisation indføres endvidere
delautorisationer inden for en afgrænset del af el- og
vvs-autorisationsområdet, hvorved flere virksomheder fremover
kan udføre totalopgaver for forbrugeren.
Lovforslaget er en
del af regeringens konkurrencepolitiske udspil og har bl.a. til
formål at skabe en mere moderne og fremtidssikret
autorisationsordning med mindre detailregulering af virksomhederne
og større konkurrence. Loven skal træde i kraft den
31. marts 2014.
Høringen
sætter fokus på en række af de problemstillinger,
som har været rejst af flere høringsparter, og hvor
der er forskellige holdninger, herunder især vedr. forslaget
om indførelse af delautorisationer.
På
høringen vil bl.a. blive belyst lovforslagets betydning
for:
- konkurrencen og produktivitet
- uddannelses- og sikkerhedsmæssige
spørgsmål
- forbrugersynspunkter,
Udvalget har
inviteret en række repræsentanter fra de berørte
brancher og forbund, uddannelsesinstitutioner og forbrugere m.fl.
til at holde indlæg og debattere de problemstillinger og
muligheder, der ligger i regeringens lovforslag.
Endvidere
har udvalget inviteret følgende medlemmer fra
Folketingets udvalg til at deltage i
høringen:
- Beskæftigelsesudvalg
- By- og Boligudvalg
- Klima-, Energi- og Bygningsudvalg
- Udvalg vedr. Forskning, Innovation og Videregående
Uddannelser
Efter
oplæggene vil der være mulighed for, at medlemmerne af
udvalgene og øvrige folketingsmedlemmer kan stille
spørgsmål. Hvis tiden tillader det, vil der blive
åbnet op for spørgsmål fra Salen.
Høringen
indledes og afsluttes af udvalgets formand Karin Gaardsted
(S).