Mere end 40.000 unge er hverken i uddannelse eller arbejde - og
mange af dem har et eller flere handicap. Derfor har Folketingets
Beskæftigelsesudvalg i samarbejde med
beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
inviteret til handicappolitisk topmøde, som i år
sætter fokus på de mange unge med et handicap.
Med topmødet sættes der fokus på, hvilke
barrierer og muligheder der er for at skabe bedre
forudsætninger for at få flere unge med et handicap i
uddannelse eller arbejde. På topmødet skal politikere,
arbejdsmarkedets parter, organisationer og interessenter
således drøfte, hvordan flere unge med handicap kan
få en hverdag, hvor de har et arbejde eller en uddannelse at
stå op til - til gavn for den enkelte og for samfundet.
Hør bl.a. professor Thomas Bredgaard fortælle om
barrierer og broer til arbejdsmarkedet, og lyt med når
seniorforsker Mona Larsen præsenterer den nyeste viden om
beskæftigelsessituationen for personer med handicap.
Topmødet vil også byde på debat om
virksomhedernes rolle i at få flere unge med handicap i job,
og hvordan vi sammen skaber en lettere overgang fra uddannelse til
beskæftigelse. Under debatterne deltager politikere og
interessenter, og de unge selv - repræsenteret ved bl.a.
Sammenslutningen af Unge Med Handicap - fortæller om de unges
perspektiver. Caspar Eric, forfatter til digtsamlingen "Nye
balancer", runder dagen af med en digtoplæsning.
Programmet for topmøde kan findes
her.
Det er alene inviterede, der kan deltage fysisk under
topmødet. Øvrige kan følge topmødet
live her på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan
findes efterfølgende under "TV fra Folketinget". Link til live transmission kan findes
her.
Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til
registrering i besøgsindgangen på grund af
sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en
halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage
lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at
forstyrre høringens afvikling i øvrigt.