Udvalget har bedt beskæftigelsesministeren redegøre
for, hvorfor man mangler central viden om konsekvenserne ved at
afskaffe store bededag. Herunder, hvorfor man ikke har
forsøgt at fremskaffe mere retvisende viden om lovforslagets
konsekvenser for lønmodtageres lønniveau.
Beskæftigelsesministeren skal desuden forholde sig til,
hvorvidt regeringen vil anerkende at have et ansvar for
forsinkelsen af overenskomstforhandlingerne pga. lovforslagets
indgriben i den danske model.
Udvalget har videre bedt finansministeren redegøre for,
hvorfor man ikke på eget initiativ har udleveret et notat fra
2012, hvor Finansministeriets beregninger viser en lavere
saldoeffekt ved afskaffelsen af store bededag, samt hvorfor disse
beregninger sidenhen er blevet ændret. Derudover skal
finansministeren forholde sig til, hvorfor regeringen ikke afventer
konvergensprogrammet, der kan vise råderummets
størrelse, før den afskaffer store bededag.
Samrådsspørgsmålene er stillet efter
ønske fra Pelle Dragsted (EL).