Dansk økonomi er ovenpå coronakrisen i
stærk fremgang, og beskæftigelsen har gennem en
længere periode været stigende, og er nu tilbage
på samme niveau som før coronakrisen. Det betyder, at
mange virksomheder igen har vanskeligt ved at rekruttere
medarbejdere, og en del brancher er præget af mangel på
arbejdskraft.
Beskæftigelsesudvalget afholder derfor en høring med
eksperter og interessenter på
beskæftigelsesområdet for at drøfte, hvilke
initiativer, der kan tages for at komme manglen på
arbejdskraft til livs.
Formålet med høringen er at få afdækket
omfanget af problemet med mangel på arbejdskraft på
både kort og langt sigt og mulige indenlandske og udenlandske
initiativer, der kan afhjælpe problemet.
Folketingets Finansudvalg er inviteret til at deltage i
høringen.
Programmet for høringen kan ses
her.
Høringen er åben for alle, men tilmelding er
nødvendig. Tilmelding skal ske senest dagen før kl.
12. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og
pladserne vil blive fordelt efter først til
mølle-princippet.
Tilmelding til høringen kan ske
her.
Gæster kommer ind på Christiansborg via Folketingets
besøgsindgang (til højre for hovedindgangen), hvor
man skal igennem Folketingets sikkerhedskontrol. Her vil man
også blive bedt om at fremvise et gyldigt coronapas. Det
anbefales at møde op ca. en halv time, inden høringen
starter, da man må beregne ekstra tid til registrering i
besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek og
fremvisning af coronapas. Bemærk desuden at man som
gæst i Folketinget skal bære mundbind, indtil man
sidder på sin plads.
Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen,
hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i
øvrigt.
Høringen bliver tv-optaget og vist live på
Folketingets hjemmeside
her. Høringen vil også kunne findes
efterfølgende under "TV fra Folketinget".