Tilkøbsydelser har med frikommuneforsøgene
fået tiltagende betydning i den danske ældre- og
plejesektor. Tilkøbsydelser giver borgere mulighed for at
tilkøbe ydelser, der ligger ud over de visiterede ydelser -
til gengæld for at borgeren selv betaler den fulde omkostning
forbundet med ydelsen.
Den nyligt indgåede aftale om en ny ældrelov
forventes at sætte yderligere fart på markedet for
tilkøbsydelser, idet kommuner forventes at tilbyde og levere
tilkøbsydelser på de nye lokalplejehjem.
Folketingets Ældreudvalg ønsker derfor at
sætte fokus på tilkøbsydelser på
ældreområdet. Formålet med høringen er at
gøre udvalget klogere på, hvordan
tilkøbsydelser anvendes i Danmark, udviklingen i hvordan
ældre borgere bruger dem, og hvordan ældre borgere kan
få størst glæde af dem.
Høringen skal bl.a. belyse følgende
spørgsmål:
• Hvordan er borgernes reelle behov for
tilkøbsydelser?
• Er tilkøbsydelser med til at skabe et a-
og et b-hold blandt ældre borgere i Danmark?
• Hvilke barrierer oplever leverandørerne
for at udvikle markedet for tilkøbsydelser?
• Er kommunerne klar til at levere
tilkøbsydelser?
• Hvordan forventer aktørerne, at markedet
vil udvikle sig, når den nye ældrereform træder i
kraft?
Programmet kan ses her.
Høringen er åben for alle, men tilmelding er
nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske
senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal
tilhørerpladser til høringen, og pladserne vil blive
fordelt efter først til mølle-princippet.
Tilmeld dig her.
Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til
registrering i besøgsindgangen på grund af
sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en
halv time inden høringen starter. Det er tilladt at optage
lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at
forstyrre høringens afvikling.
Høringen tv-optages og vil blive vist på Folketingets
hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende
under "TV fra Folketinget". Desuden vises høringen forskudt
på Folketingets tv-kanal.