Åbent samråd om store kuld pattegrise i den danske svineproduktion
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Mødedato: 09-06-2010
Starttidspunkt: 00.00
Sluttidspunkt: 00.00
Lokale: 2-133
Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har kaldt fødevareminister Henrik Høegh (V) og justitsminister Lars Barfoed (KF) i samråd om store kuld pattegrise i den danske svineproduktion. Samrådet er åbent for alle og finder sted onsdag den 9. juni 2010 i værelse 2-133 på Christiansborg. Samrådet begynder kl. 14.00.
Udvalget har bedt ministrene redegøre for den ekstremt høje dødelighed blandt smågrise i de danske svinestalde og ammesøernes velfærdsproblemer. Udvalget har derudover udbedt sig ministrenes holdning til, at 25.000 pattegrise hver dag dør i danske svinestalde, og bedt ministrene redegøre for:
  • Hvilke initiativer ministrene agter at tage for at nedbringe dødeligheden blandt smågrise i de danske svinestalde.
  • Om det er etisk fosvarligt, at danske svineproducenter avler et større antal grise pr. kuld, end soen selv kan passe.
  • Om vilkårene for ammesøerne er i overensstemmelse med dyreværnsloven, og hvilke initiativer ministrene agter at tage for at forbedre vilkårene.
  • Hvilke initiativer ministrene vil tage for at stramme op på lovgivning, regler og kontrol, så dødeligheden blandt smågrise på 25 pct. inden for de første 4 uger og kuldstørrelser på over 20 smågrise bringes ned?
  • Om det er i overensstemmelse med dyreværnslovens § 1, at 25.000 pattegrise dagligt dør i danske svinestalde, fordi svineproducenterne har fremavlet søer, der føder så mange smågrise, at soen ikke selv kan tage sig af dem.
  • Om ministrene mener, at den store avl af pattegrise og den dertil høje dødelighed er i overensstemmelse med § 17, stk. 1, i bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr, der fastslår, at der ikke må anvendes naturlig eller kunstig avl eller avlsmetoder, der påfører eller kan påføre de berørte dyr smerte, skade, angst, varigt men eller væsentlig ulempe.
Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra Bjarne Laustsen (S), Marlene Harpsøe (DF) og Per Clausen (EL).


B 31 - 2008-09 - Bilag 4