Åbent samråd om sundhedsskadelige bakterier i frugt og grønt
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Mødedato: 24-08-2011
Starttidspunkt: 00.00
Sluttidspunkt: 00.00
Lokale: 1-133
Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har kaldt fødevareminister Henrik Høegh (V) i samråd om sundhedsskadelige bakterier i frugt og grønt. Samrådet er åbent for alle og finder sted onsdag den 24. august 2011 i værelse 1-133 på Christiansborg. Samrådet begynder kl. 14.00.

I forlængelse af rapporten "Kontrol af patogener i importeret og dansk spiseklart grønt" fra Fødevarestyrelsen har udvalget bedt fødevareministeren redegøre for, hvordan ministeren vil sikre danske forbrugere mod at købe frugt og grønt indeholdende sundhedsskadelige bakterier, og hvilke tiltag ministeren vil iværksætte for at komme problemet til livs.

Udvalget har endvidere bedt ministeren oplyse, hvordan ministeren forholder sig til den problemstilling, at de sundhedsskadelige bakterier findes i frugt og grønt fra både danske og udenlandske producenter, således at forbrugerne ikke kan vide sig sikre på, at de ikke udsættes for skadelige bakterier.

Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).