Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har kaldt
fødevareminister Karen Hækkerup (S) og ministeren for
by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) i samråd om
lukning for fiskeri med bundslæbende redskaber i visse
områder. Samrådet er åbent for alle og finder
sted torsdag den 24. oktober 2013 kl. 12.45 i vær. 1-133
på Christiansborg.
Udvalget har bedt ministrene redegøre for beslutningen om
lukning for fiskeri med bundslæbende redskaber i
området sydøst for Langeland begrundet i beskyttelse
af stenrevene, og hvordan lukning for fiskeri hænger sammen
med tilkendegivelsen om at man vil gøre mere for
landdistrikterne og de mindre byer. Endvidere er ministrene bedt om
at redegøre for, hvilke konsekvenserne af beslutningen om
lukningen af området for fiskeri med bundslæbende
redskaber vil få for arbejdspladser og lokalsamfundet m.v.,
samt om regeringen vil genoverveje beslutningen.
Samrådsspørgsmålene er stillet efter
ønske fra medlem af udvalget Erling Bonnesen (V).