Nr. 17 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris redegørelse af 9. september 2024 om beretning nr. 17/2023 om statens brug af fællesstatslige indkøbsaftaler
Statsrevisorernes Sekretariat
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023-5247
Den 9. september 2024
Ved brev af 11. juni 2024 har Statsrevisorerne bedt mig om en ministerredegørelse
for de initiativer, som Rigsrevisionens beretning nr. 17/2023 om statens brug af
fællesstatslige indkøbsaftaler giver anledning til.
Jeg tager til efterretning, at Statsrevisorerne og Rigsrevisionen har vurderet, at
Fødevareministeriet i flere tilfælde i perioden 2022-2023 ikke har anvendt
fællesstatslige indkøbsaftaler.
Jeg tager desuden til efterretning, at Rigsrevisionen i beretningen anbefaler, at
Fødevareministeriet afsøger mere effektive metoder til at sikre, at der indkøbes
varer, som er omfattet af aftalerne.
På den baggrund arbejder Fødevareministeriet aktuelt med at skærpe det
koncernfælles opfølgningskoncept for indkøbscompliance samt styrke den
nuværende konteringspraksis i ministeriet for dermed at sikre korrekt registrering
allerede ved modtagelse af fakturaer. Som led heri vil ministeriet forberede
kompetenceudvikling af relevante medarbejdere, så kendskab til konteringspraksis
og de fællesstatslige indkøbsaftaler øges.
Ministeriet vil arbejde med initiativerne hen over efteråret/vinteren og forventer at
have gennemført initiativerne sommeren 2025.
Kopi af dette brev er sendt til Rigsrevisionen.
Med venlig hilsen
Jacob Jensen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K