Statsrevisorernes Sekretariat
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Den 14. august 2024
Ministerredegørelse til Statsrevisorerne vedrørende beretning nr.
12/2023 om digital tilgængelighed i staten og regionerne
Statsrevisorerne har anmodet om min redegørelse for de foranstaltninger og
overvejelser, som beretning nr. 12/2023 om digital tilgængelighed i staten og
regionerne har givet anledning til inden for Miljøministeriets ressort.
Jeg noterer mig, at Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at ministerier og
regioner ved Rigsrevisionens gennemgang ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at
deres websteder er tilgængelige for borgere med handicap eller
funktionsnedsættelse.
Jeg tager til efterretning, at Miljøministeriet ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at
egne websteder er tilgængelige for borgere med handicap eller
funktionsnedsættelser. Hertil kan jeg oplyse, at der er iværksat en gennemgang af
ministeriets websteder, der skal sikre efterlevelse af de mangler på
webtilgængelighedsområdet, som Rigsrevisionen fandt ved undersøgelsen.
Hvad angår webtilgængelighedserklæringer kan jeg oplyse, at der nu er angivet
webtilgængelighedserklæring på den hjemmeside, som på
undersøgelsestidspunktet ikke havde en udfyldt webtilgængelighedserklæring. En
række af ministeriets og styrelsernes hjemmesider, som havde en eller flere
tekniske fejl, er nu overgået til nyt koncernfælles hjemmesidesystem, som løser de
tekniske udeståender på webtilgængelighedsområdet, der har været på de enkelte
sider. For de øvrige hjemmesider, som ikke er lagt over i nyt hjemmeside-system,
er der igangsat initiativer for at implementere de nødvendige tekniske
foranstaltninger for overholdelse af krav til webtilgængelighed. Opgaverne
forventes gennemført inden udgangen af 2024.
Miljøministeriet har fremsendt en kopi af denne redegørelse til Rigsrevisionen.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk