Finansudvalget 2020-21
SB 15 2
Offentligt
2446395_0001.png
Statsrevisorernes Sekretariat
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-5016
Den 14. september 2021
Redegørelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til
Statsrevisorerne vedrørende Beretning nr. 15/2020 om forvaltning af
tilskud til landbrugere
I brev af 21. maj 2021 har Statsrevisorerne bedt mig om at redegøre for de
foranstaltninger og overvejelser, som Beretning nr. 15/2020 om forvaltning af
tilskud til landbrugere har givet anledning til inden for mit ressort.
Jeg noterer mig Rigsrevisionens og Statsrevisorernes skarpe kritik af, at Ministeriet
for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i perioden 2014-2019 ikke har sikret en korrekt
og tilstrækkelig kontrol af tilskud til landbrugere. Den utilstrækkelige kontrol har
medført risiko for, at nogle landbrugere uberettiget har fået tilskud, ligesom der er
risiko for, at Danmark skal tilbagebetale EU-tilskud som følge af underkendelser fra
Europa-Kommissionen.
Overvejelser og foranstaltninger
Jeg vil gerne understrege, at jeg tager denne kritik meget alvorligt. Fra jeg tiltrådte
som fødevareminister, har mit fokus været, at der skal være styr på forvaltningen,
og at omverdenens tillid skal genoprettes. Derfor har jeg fremlagt en 10-punkts plan,
hvori det er et helt centralt punkt, at der skal være en sund forvaltningskultur på
hele ministerområdet.
Kritikken rejst i denne beretning understreger behovet for en målrettet indsats. Jeg
har derfor i juni 2021 fremlagt syv nye initiativer, der er et direkte svar på
Statsrevisorernes og Rigsrevisionens kritik.
Initiativerne er omfattende og retter sig både mod Landbrugsstyrelsen og mod hele
ministerområdet.
Initiativerne
De syv initiativer sigter for det første mod, at der gennemføres fremadrettede
ændringer og bagudrettet oprydning som følge af den konkrete kritik, som
beretningen rejser, vedr. Landbrugsstyrelsens kontrol af opsplittede bedrifter og
tilskudsadministration i øvrigt.
For det andet sigtes der mod, at det konkrete sagsforløb for fire ansøgninger med
samme bagvedliggende ejerforhold, der beskrives i beretningen, nærmere
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 10 60 00 • CVR 41956011 • EAN 5798000880016 • [email protected] • www.fvm.dk
Statsrevisorerne beretning SB15/2020 - Bilag 2: Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris redegørelse af 14. september 2021
2446395_0002.png
gennemgås i en faktuel udredning. Formålet er her at danne baggrund for en
vurdering af, om der skal tages videre skridt til en ansvarsplacering.
For det tredje imødekommes Statsrevisorernes opfordring til, at der foretages en
generel vurdering af kvaliteten af ministeriets tilskudsforvaltning og
kontrolvirksomhed samt departementets tilsyn hermed.
Det er min vurdering, at der med disse initiativer tages markante og omfattende
skridt til at følge op på kritikken.
Initiativerne består af følgende:
Fremadrettet kontrol af landbrugeres bagvedliggende ejerforhold
Rigsrevisionen påpeger risikoen for omgåelse ved, at tilskudsansøgere opdeler
bedrifter i flere CVR-numre. Efter modtagelsen af beretningen er der derfor indført
et midlertidigt stop i styrelsens udbetalinger i sager, hvor en landbruger har
opsplittet sin bedrift i flere selskaber, indtil en kontrolmodel for omgåelse kan
implementeres. Dette gælder på alle ordninger, hvor problematikken kan gøre sig
gældende, og ikke kun for de konkrete ordninger, Rigsrevisionen undersøgte.
En kontrol af omgåelse vil i visse tilfælde betyde langsommere sagsbehandling og
forsinkede udbetalinger. Og det vil belaste visse ansøgere, herunder dem, som måtte
have legitime grunde til opdelingen.
Landbrugsstyrelsen er derfor blevet bedt om hurtigst muligt at udvikle en effektiv,
fremadrettet kontrolmodel for omgåelse. Det er vigtigt, at kontrolmodellen opfylder
kravene i EU-reglerne, og derfor vil kontrolmodellen blive drøftet med EU-
Kommissionen, inden den implementeres.
Bagudrettet systematisk gennemgang af bedrifter med risiko for omgåelse
På baggrund af samme kritikpunkt skal der foretages en systematisk gennemgang
af landbrugsbedrifter, hvor der historisk har været risiko for omgåelse som følge af
manglende kontrol af opsplitning af bedrifter. Gennemgangen skal omfatte alle
sager, hvor det under hensyntagen til forældelse og andre regler er muligt at rejse
tilbagebetalingskrav. På baggrund af gennemgangen kan der blive rejst konkrete
tilbagebetalingskrav, hvor dette er muligt.
Gennemgangen vil koste ressourcer, tage lang tid og belaste nogle
tilskudsmodtagere. Der er derudover også usikkerhed om omfanget af mulige
tilbagebetalingskrav. Landbrugsstyrelsen er derfor blevet bedt om hurtigst muligt
at tilrettelægge en effektiv metode for gennemgangen.
Landbrugsstyrelsen skal selvsagt også rette op på de fejl, Rigsrevisionen fandt i
sagsbehandlingen af 26 sager under miljøteknologiordningerne. Denne opfølgning
er i gang i styrelsen, hvor 19 sager er under sagsbehandling.
Faktuel udredning af konkret problematisk sagsforløb
Der gennemføres en udredning om visse faktiske og retlige forhold i forbindelse med
dels behandlingen af et konkret sagskompleks, dels departementets efterfølgende
godkendelse af Landbrugsstyrelsens administrationsgrundlag. Udredningen
2
Statsrevisorerne beretning SB15/2020 - Bilag 2: Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris redegørelse af 14. september 2021
2446395_0003.png
gennemføres under ledelse af juridisk konsulent Jens Møller, tidligere direktør hos
Folketingets Ombudsmand, der skal vurdere, om der er sket tilsidesættelse af
gældende ret. På baggrund af udredningen kan der tages nærmere stilling til
grundlaget for eventuelt at søge enkeltpersoner draget til ansvar.
Kommissorium for den faktuelle udredning er den 1. juli 2021 sendt til Folketingets
Miljø- og Fødevareudvalg til orientering, og arbejdet med udredningen er
påbegyndt. Efter kommissoriet skal EU-Kommissionens endelige afgørelse i det
omhandlede sagskompleks indgå i udredningen. Denne afgørelse forventes at
foreligge i efteråret 2021, og udredningen skal foreligge snarest muligt derefter.
Ekstern analyse af Landbrugsstyrelsens væsentligste opgaver
For at imødegå eventuel fremtidig kritik skal der foretages en ekstern analyse af
Landbrugsstyrelsens væsentligste opgaver. Svagheder og risici skal identificeres, og
fremadrettede løsninger på problemerne skal udpeges.
Styrkelse af departementets tilsyn med hele ministerområdet
Det anføres, at Statsrevisorerne finder det hensigtsmæssigt, at Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på baggrund af denne og en række tidligere
beretninger vurderer kvaliteten af ministeriets tilskudsforvaltning og
kontrolvirksomhed samt departementets tilsyn hermed. Som følge af denne
vurdering er det besluttet, at der vil ske en væsentlig styrkelse af det departementale
tilsyn. Dette har flere konkrete elementer.
- Der er pr. 1. august 2021 oprettet et tilsynskontor i departementet. Det skal
blandt andet sikre, at der bliver reageret hurtigere på risici.
- Der vil blive udarbejdet en styrket tilsynsplan. Det skal sikre tilsyn på alle
relevante områder.
- Derudover vil departementets dialog med Rigsrevisionen blive styrket
væsentligt. Det skal sikre en tæt dialog og ekstra opmærksomhed på
revisionerne.
Eftersyn af andre risikoområder under ministeriet
Den gode forvaltning skal ikke kun sikres på landbrugsområdet. Der skal derfor også
igangsættes et serviceeftersyn af andre væsentlige opgaveområder under Ministeriet
for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Yderligere styrkelse af indsats for god forvaltningskultur
Der er med min føromtalte 10-punkts plan allerede igangsat en indsats for at sikre
god forvaltningskultur i Fødevareministeriet. Indsatsen skal nu styrkes yderligere.
Den eksisterende plan bliver fulgt op af en række konkrete tiltag, der har til formål,
at fremme opmærksomheden på den gode forvaltningskultur på hele
ministerområdet.
Afslutning
Lad mig afslutningsvist endnu engang slå fast, at både jeg og mit ministerium tager
kritikken fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne dybt alvorligt. Vi vil derfor have et
stort og vedvarende fokus på gennemførelsen af de ovennævnte initiativer.
En kopi af denne redegørelse er sendt til Rigsrevisionen.
3
Statsrevisorerne beretning SB15/2020 - Bilag 2: Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris redegørelse af 14. september 2021
2446395_0004.png
Med venlig hilsen
Rasmus Prehn
4