Finansudvalget 2018-19 (1. samling)
SB 20 11
Offentligt
2096093_0001.png
Statsrevisorernes sekretariat
Christiansborg
DK-1240 København K
[email protected]
23. oktober 2019
Finansministeriets redegørelse vedr. Statsrevisorernes beretning
nr. 20/2018 om revision af statsregnskabet for 2018 samt
beretning nr. 21/2018 om revision af statens forvaltning
Statsrevisorerne har bedt Finansministeriet redegøre for de foranstaltninger og
overvejelser, som Beretningen om revision af statsregnskabet for 2018 og
Beretningen om revision af statens forvaltning 2018 giver anledning til.
Beretning om revision af statsregnskabet
Vedr. punkt 12: Manglende tredjepartserklæringer giver også usikkerhed på statsregnskabets §7.
Skatteministeriet opkræver forskellige indtægter på vegne af Finansministeriet.
Disse indtægter angives i Skatteministeriets systemer og Rigsrevisionen bemærker,
at der ikke er høj grad af sikkerhed for fuldstændighed og nøjagtighed af de
regnskabsdata, der fanges i angivelsessystemerne.
Jeg kan oplyse, at Finansministeriet er i dialog med Skatteministeriet om fjernelse
af usikkerhederne i regnskabet og løbende følger med i Skatteministeriets arbejde
med oprydningen i regnskabet.
Vedr. pkt. 35: Finansministeriet har ikke sikret tilstrækkelig logning i statens økonomisystem
Navision Stat.
Rigsrevisionen rejser tre kritikpunkter af Finansministeriet; 1) de privilegerede
brugeres aktivitet i systemet er ikke blevet logget tilstrækkeligt, 2) de privilegererede
brugere har haft mulighed for at slette system- og databaselogs, 3) udbedringen af
problemerne med utilstrækkelig logning af privilegerede brugere har været for
langstrakt. Statens It har iværksat følgende:
Ad 1)
Statens It har implementeret logning af privilegerede brugers aktivitet på
databaseniveau. På baggrund af en risikovurdering er der udvalgt en række
forretningskritiske og teknisk kritiske tabeller, hvor der er opsat log.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
Statsrevisorerne beretning SB20/2018 - Bilag 11: Finansministerens redegørelse af 23. oktober 2019
Hvis en eller flere af de fem privilegerede brugere ændrer noget i tabellerne, vil det
blive opfanget i Statens It’s fælles log management system. Det vil fremgå som en
alarm, via et Dashboard i Statens It’ Service Operation Center, som forventes at
være fuldt operationelt fra begyndelsen af december 2019.
Selvom disse brugeres aktivitet ikke tidligere er blevet logget på databaseniveau, har
de dog hele tiden været underlagt en audit, som har overvåget deres generelle færden
i systemet. Samtidig er det vigtigt at understrege, at de fem medarbejdere, der har
privilegerede rettigheder til Navision Stat, er medarbejdere, der er
sikkerhedsgodkendte af PET på næsthøjeste niveau inden deres ansættelse.
Ad 2)
Statens It har sikret, at system- og databaseloggen nu ligger adskilt fra systemet, og
brugerne med privilegerede rettigheder har ikke adgang til denne log. Hvis der
oprettes, ændres eller slettes noget i loggen, vil det fremgå i Statens It’s fælles log
management system.
Ad 3)
Den langstrakte proces skyldes flere faktorer; da Statens It i juni 2018 modtog
Rigsrevisionens anmærkning, var Statens It i gang med at udrulle et centralt log
management system til alle kunder, og systemet skulle derfor tilpasses til også at
kunne håndtere opsamlingen af logs fra Navision Stat. Denne proces har
taget længere tid end forventet, da der først skulle etableres et koncept herfor.
Efterfølgende har der været en dialog med Moderniseringsstyrelsen, som er
systemejer af Navision Stat, i forhold til valg af kritiske tabeller, der skal logges.
Afsnit 3.1 Forbehold vedr. § 38 Skatter og afgifter
Rigsrevisionen har afgivet en konklusion med forbehold for statsregnskabet 2018
på grund af manglende revisionsbevis for regnskabet for § 38. Skatter og afgifter,
ligesom det var tilfældet i 2017. Det fremgår i beretningen, at forbeholdet primært
skyldes manglende afstemninger og usikkerheder i regnskabet.
Jeg noterer mig, at Rigsrevisionen vurderer, at langt hovedparten af skatterne og
afgifterne er registreret korrekt. Det ændrer dog ikke på, at jeg ser med stor alvor
på forbeholdet, og Finansministeriet følger løbende op på udviklingen af
Skatteministeriets arbejde med at fjerne usikkerheden i regnskabet for § 38 Skatter
og afgifter.
Moderniseringsstyrelsen har på vegne af Finansministeriet siden efteråret 2018
deltaget i faste møderækker med Skatteministeriet med henblik på at holde sig
orienteret om arbejdet med regnskabet for § 38 Skatter og afgifter.
Moderniseringsstyrelsen har meddelt, at der er fremdrift i oprydningsarbejdet, samt
at Skatteministeriet arbejder målrettet på at få fjernet Rigsrevisionens konstaterede
usikkerheder i regnskabet.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
Statsrevisorerne beretning SB20/2018 - Bilag 11: Finansministerens redegørelse af 23. oktober 2019
Afsnit 4.5: Primokorrektioner er gennemført korrekt
I beretningen anføres det, at der er foretaget en nedskrivning til forventet tab på
udlån og tilgodehavender på 28,5 mia. kr. Opmærksomheden henledes på, at det
korrekte beløb er på 50 mia. kr., idet der i beløbet på 28,5 mia. er medtaget en
opregulering af tilgodehavender på 21,5 mia. kr., der vedrører en reklassifikation af
statusposten ”Penge under vejs” til tilgodehavender.
Beretning om revision af statens forvaltning
Vedr. punkt 30-35 Undervisningsministeriets tilsyn med gymnasierektorers løn er ikke effektiv
Det bemærkes, at forholdet er ressortoverflyttet til Skatteministeriet.
Vedr. punkt 53 Skatteministeriet og Finansministeriet kontrollerer ikke Europa-
Kommissionens beregning af Danmarks bidrag til EU
Rigsrevisionen finder, at kontrollen af de beløb, Danmark betaler til EU, bør
forbedres. Jeg kan oplyse, at Skatteministeriet og Finansministeriet er ved at
tydeliggøre tilrettelæggelsen af kontrollen fremadrettet.
Kopi af redegørelsen er samtidigt fremsendt til Rigsrevisionen.
Med venlig hilsen
Nicolai Wammen
Finansminister
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk