Ja, og jeg vil overhovedet ikke lade, som om jeg er uenig. Det irriterer også mig – nu skulle jeg til at bande, og det må man ikke, så det gør jeg ikke – helt vildt, at vi bliver ved med at importere fra Rusland. Jeg synes, at vi skylder at sige, når nu vi har den her scene sammen, at det er blevet nedbragt væsentligt i forhold til udgangspunktet, da krigen startede, og Kommissionen, som er dem, der sidder med den her opgave, har gjort rigtig, rigtig meget for at få andre energikilder ind, herunder jo også at importere gassen fra andre. Det gælder bl.a. Norge, det gælder nogle lande i Mellemøsten, og det gælder også USA. Så det er ikke, fordi der ikke er sket en masse og det ikke også er blevet reduceret. Men skal vi gøre endnu mere? Ja, det skal vi, og jeg vil ikke stå her og sige nej til nogen gode idéer. Der er også en grund til, at vi fra dansk side har ønsket, at vores EU-kommissær blev energikommissær, og det er, at vi synes, det her er vigtigt, og jeg har meget store forventninger til, at Dan Jørgensen kommer til at fremlægge noget, der også får bragt Europa i den rigtige retning.
Så jeg tror, at jeg vil nøjes med at erklære mig enig i grundanalysen og sådan set også enig i konklusionen om, at vi skal videre, og jeg kommer ikke til at udelukke nogen gode idéer til, hvordan vi kommer derhen. Det skal jo selvfølgelig også kunne fungere i en virkelighed for danskerne, for der er nogle, der har et gasfyr, som skal over på nogle andre energikilder, og vi ser desværre forsinkelser på fjernvarme, og priserne er steget, og der er jo sket alt muligt i løbet af de her 3 år. Men vi er ikke uenige om udgangspunktet for den her diskussion, og det bliver vi altså heller ikke. Så nogle gode idéer til, hvad vi kan gøre yderligere, modtager jeg gerne, og det er jeg helt sikker på at den nye danske EU-kommissær også gør, og ham ved jeg i øvrigt at hr. Martin Lidegaard har en god dialog med og allerede er i gang med at påvirke – tak for det.