Spm. nr. US 32

Spm. nr. US 32

Tak, formand. Statsministeren er jo lidt en magiker med ord. Vi har en bred regering, kan jeg forstå. Mig bekendt er det en regering, der hviler på det smallest mulige flertal i Folketinget, overhovedet. Jeg tror ikke engang, at man har det, man kalder det indenrigspolitiske flertal, længere. Men bredde kan selvfølgelig være et vidt begreb.

Der er også hele spørgsmålet om, hvordan man så ser sig selv i historien. Statsministeren vil jo gerne se fremad. Det synes jeg også er vigtigt. Det kan også være, at jeg kommer tilbage til det. Men det er måske også lidt vigtigt at kigge tilbage i historien og se på, hvad det er, der har bragt os i den situation, som vi er i nu. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge, om statsministeren vedstår sig, at det er hendes alliancer i EU, der har svigtet europæerne fundamentalt på, tillader jeg mig at sige, alle områder.

Altså, det er jo statsministerens venner i EU, der ikke har villet forsvare den europæiske grænse og har lagt os fuldstændig øde i forhold til islamisk indvandring. Vi ser resultaterne i München, i Stockholm og i hele Europa med hensyn til muslimsk terror imod europæerne. Det er statsministeren selv, som har bragt os på kollisionskurs med amerikanerne ved at lyve og ikke leve op til det løfte, man gav om droneovervågning i Arktis tilbage på NATO-topmødet i 2018. Det er statsministerens venner og allierede, eller hvad vi nu kalder dem, i EU, som har troet, at man kunne fedte for tyrkerne under Erdogan, og til gengæld har sat Israel med Netanyahu stolen for døren og truer med arrestordrer osv.

Jeg synes, at statsministeren i hele sin tale forsømmer at vedkende sig sit og sine allieredes ansvar. Det er EU, der smed muligheden for en frihandelsaftale med amerikanerne på gulvet, i øvrigt med opbakning fra den venstrefløj, som statsministeren er en del af i EU. Det er helt generelt EU, der har smadret den europæiske økonomi, euroen osv., og det har gjort, at vi sakker bagud, både i forhold til Kina og USA, men også andre dele af verden.

Så hvis vi skal løse den udfordring, vi står med, og forholde os til den fremtid, vi går ind i, ville det så ikke også tjene statsministerens renommé, at hun vedstod sig ansvaret for den fortid, hun har lagt bag os?

Statsministeren.

For det første deler jeg ikke ønsket om at tale negativt om Tyrkiet, som er en af vores NATO-allierede. For det andet var jeg ikke statsminister i 2018. For det tredje har vi oprustet mere i Danmark, mens jeg har været statsminister, end dengang Dansk Folkeparti var parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering. For det fjerde er der spørgsmålet om, om Europa har svigtet i forhold til migration, og til det vil jeg sige: Ja, et hundrede procent – et hundrede procent! Vi skulle aldrig nogen sinde have haft så lempelig en indvandringspolitik og flygtningepolitik – aldrig! Jeg har sagt det her i årevis.

Vi har fået rettet op på rigtig mange ting i Danmark, også takket være Dansk Folkeparti – det har jeg også haft lejlighed til at sige i andre sammenhænge – og det skal vi blive ved med, for der er ganske enkelt kommet for mange mennesker hertil, der ikke vil os det godt. Det er her vigtigt at sige, at der er kommet mange mennesker til Danmark og til Europa, som i dag er danskere og europæere. De går på arbejde, de forsørger sig selv, og de bidrager til vores samfund. Dem har jeg ikke noget dårligt at sige om. Men der er for mange, der ikke opfører sig ordentligt. At lave knivangreb er jo ikke at opføre sig ordentligt. Det er terrorangreb, og det er det, vi har set i Tyskland. Vi har set det i Østrig. Vi har set det herhjemme – det er lige 10 år siden, at der var et terrorangreb her – for slet ikke at tale om hverdagsterroren og volden, som er kommet hertil på grund af indvandring.

Så jeg kommer aldrig nogen sinde til at forlade det synspunkt, at en af de vigtigste opgaver ved at være politiker Europa i dag er at føre den strammest mulige udlændingepolitik, og jeg er villig til at gå længere, end vi er i dag, også på europæisk plan, f.eks. hvad angår Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og mulighedenfor at kunne tilbagesende folk og lave centre uden for Europa.

Men jeg bliver nødt til at sige, at modstanden imod EU lige nu som fremført fra Dansk Folkeparti vil være dybt skadelig for Danmark. En forestilling om, at Danmark vil stå stærkere i den verden, der tegner sig i dag, alene, er forkert. Det er ikke alene forkert. Det vil skade Danmark. Og jeg kommer aldrig til at bifalde noget, der vil skade Danmark. Jeg kommer aldrig til at tage let på det, når en politisk modstander har forslag med til bordet, der vil skade Danmark.

Så nej, EU er ikke vores problem. Rusland er vores problem. Iran er vores problem. Nordkorea er vores problem. Den kinesiske hjælp til Rusland er vores problem. Hizbollah er vores problem. Hamas er vores problem. Dem, der ikke vil demokratiet og friheden, er vores problem. Det er sandelig ikke, at vi europæere arbejder sammen.

Hr. Morten Messerschmidt.

Hvordan er alle de lande, som vi jo deler synspunkt om, blevet et problem? Hvordan blev Rusland i stand til at føre sin krig i Ukraine? Det gjorde de, fordi man i EU valgte at lukke ned for tysk kernekraft og valgte en fuldstændig vanvittig klimapolitik, som har gjort os helt afhængige af russisk gas. Det gjorde de, fordi udenrigsministeren, men jo sådan set sekunderet af systemet i Bruxelles, har valgt en sværmerisk politik over for Kina, som har gjort den kinesiske økonomi alt for stærk. Man så igennem fingre med deres overtrædelser af WTO-regler osv. osv. Men Kina holder hånden under Rusland.

Hvem er det, der har skabt alle de her problemer? Statsministeren vedstår sig problemerne i forhold til migration, men hun vil ikke vedstå sig problemerne i forhold til den generelle afindustrialisering af Europa, og hun vil ikke vedstå sig problemerne med Tyrkiet. Men hvis gruppe i Europa-Parlamentet var det, der støttede alle de aftaler med Erdogan, der blev begået,hvor vi blev narret fuldstændig? Det var den socialdemokratiske. Så kan det godt være, at statsministeren ikke har været statsminister i hele sit liv – det er vi mange der er glade for – men det ændrer dog ikke på, at den familie, som statsministeren tilhører, bærer en kæmpe del af ansvaret. Hvorfor vil hun ikke vedstå sig det?

Statsministeren.

Men hvem er det, hr. Morten Messerschmidt diskuterer med? Jeg var imod Nord Stream 2. Det var jeg, da jeg var i opposition. Det har jeg været som statsminister. Jeg har ikke på noget tidspunkt været tilhænger af, at vi skal importere gas fra Rusland. Jeg er imod det. Man kan vel næsten ikke finde en politisk leder i Europa, der er mere hardliner, end jeg er, på sikkerhedspolitikken. Vi er mange, der ligger på samme side, som siger det samme, og som mener det samme, men det er da svært at finde nogen, der er hårdere på sikkerhedspolitikken, end jeg er. Hr. Morten Messerschmidt kan jo have mange diskussioner med mange andre, men nu er det altså statsministeren, der er i spørgetid. Jeg har aldrig været tilhænger af en afindustrialisering af Europa. Jeg mener faktisk det modsatte.

Og må jeg bare i al stilfærdighed minde om, at ufattelig mange danske lønmodtagere i dag går på arbejde på grund af det, vi i Danmark har gjort for den grønne omstilling, ikke på trods af det. Vi er jo ikke endt der, hvor andre lande er endt, hvor industrier er lukket ned, hvor folk har mistet deres arbejde og deres levebrød, og hvor man har fået golde områder i sit land, hvor der ikke er et arbejde at stå op til. Vi har aldrig haft flere i beskæftigelse, end mens jeg har været statsminister. Arbejdsløsheden er historisk lav, og når der sker ændringer på vores arbejdsmarked, formår vi at flytte mennesker fra et sted til et andet takket være arbejdsmarkedets parter og en ualmindelig fremsynet uddannelsespolitik. Nogle gange har jeg indtryk af, at det ærgrer hr. Morten Messerschmidt, hvor meget der går godt i Danmark, og hvor stærkt et kontinent vi tilhører. Vores opgave er at gøre alting bedre, ikke at rykke ned og aldrig at gå andres ærinde. Hr. Morten Messerschmidt er snublende nær at gå en anden mands ærinde i det, der bliver sagt her i dag.

Hr. Morten Messerschmidt for et afsluttende spørgsmål.

Det sidste betragter jeg som decideret patetisk og ikke en statsminister værdigt. Det næste, jeg vil sige, er, at da statsministeren blev valgt til Folketinget, var EU's og USA's andel af verdensøkonomien nogenlunde lige store. I dag er USA's 50 pct. større. Hvorfor er det sådan? Det er det på grund af en perlerække af fejlslagne beslutninger, som er truffet i Europa af primært socialdemokrater og ofte med den danske statsminister som aktiv bidragsyder.

Hun siger, at hun er – med formandens tilladelse – hardliner på sikkerhedspolitikken. Hvorfor har hun så ikke levet op til de løfter, hun gav amerikanerne om forsvaret af Grønland og Arktis? På Londonmødet i 2019 lovede man det for halvanden milliard. Man har ikke leveret. Hvorfor har man så ikke, hvis man er hardliner på sikkerhedspolitikken, leveret det forbud mod donationer til moskéer, som man havde lovet? Man ville gerne forbyde det, så Iran, Saudi-Arabien osv. ikke kan finansiere islamistiske aktiviteter i Danmark.

Integrationsministeren sidder her med lidt røde ører. Det kunne være, statsministeren også burde have det. Statsministeren er hardliner i sin retorik og i sine donationer, men i sin politik har hun ikke forandring under fødderne.

Statsministeren.

Der er jo reelt kun én politisk røst i Danmark, der anfægter Europas hjælp til Ukraine, og det er hr. Morten Messerschmidt. Der er reelt kun én politisk røst, der anfægter det, vi er enige om i det danske Folketing og i øvrigt bredt i den danske befolkning, nemlig at vi selvfølgelig skal gøre alt, hvad vi kan, for at forsvare Ukraine mod Rusland.

Der er truffet masser af beslutninger i Europa, jeg er uenig i, også af socialdemokrater. Det er jo derfor, i al respekt, at det danske socialdemokrati har ændret position på en række områder igennem de senere år. Men den splittelse af Europa, som hr. Morten Messerschmidt lægger op til i dag og også i andre sammenhænge, er der altså kun én mand, der bliver rigtig glad for, og det er ikke en europæer, det er ikke en allieret. Det er Putin.

Derfor kan man selvfølgelig have diskussioner om europæisk politik – hvad der skal forandres, hvad der skal gøres anderledes, og hvad der skal gøres bedre – men når man bliver ved med at sætte spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet skal have et stærkt Europa, og om de samarbejdsfora, vi indgår i, er de rette, for det er nu engang dem, vi har, så er det til glæde for Putin. Så vi kan diskutere alt, og vi kan evaluere vores fortid, og vi kan blive klogere, men at anfægte det europæiske sammenhold eller forsøge på at underminere det kommer jeg aldrig til at bidrage til, og jeg glæder mig over, at så mange i det danske Folketing har den samme position.

Tak for det. Vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt.

Vi kan byde velkommen til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.