Først og fremmest tak for et godt samarbejde her den seneste tid, og tak for ansvarligheden, som bliver nødt til at være vores følgesvend, når verden er så turbulent, og, som fru Pia Olsen Dyhr også siger, når pladerne flytter sig på den internationale scene. Og det er jo ikke kun et USA, der, kan man sige, skaber usikkerhed om sin egen rolle, og et meget aggressivt Rusland; det er jo også et Rusland, der er stadig tættere og mere integreret med både Iran og med Nordkorea, og som desværre bliver bakket op af Kina. Det ville ikke kunne lade sig gøre for Rusland at have en fuldskalakrig ind i et europæisk land på nu tredje år uden hjælp fra Kina.
Så alting forandrer sig lige nu, og derfor er vi i den farligste situation i vores levetid. Og selvfølgelig kan man ikke forhandle fred uden om Ukraine. Ukraine er blevet angrebet. Rusland kunne slutte den her krig i morgen; de kunne trække deres tropper tilbage, og så ville vi have fred i Europa igen. Så det er Europa fuldstændig enig med Ukraine i.
Må jeg ikke også benytte lejligheden til at sige, at der kan ske det i løbet af de næste uger eller måneder, at vi begynder at høre om en våbenhvile, og at der så vil være nogle, f.eks. i Danmark, der tænker: En våbenhvile, det lyder da dejligt. Vi skal virkelig, virkelig passe på, for en våbenhvile uden en fredsaftale risikerer at gøre tingene meget farligere for resten af Europa og sådan set også for Ukraine. For en våbenhvile vil kunne give Putin muligheden for at trække sig tilbage til Rusland, mobilisere sine styrker, remobilisere sine styrker, opruste endnu mere og gøre sig klar til enten at angribe ind i Ukraine eller et andet europæisk land. Så våbenhvile uden fred er i mine øjne med meget, meget stor sandsynlighed kun til Putins fordel.
Så vi skal være meget, meget påpasselige med, hvad vi gør, og derfor må det handle om at sikre en langvarig fred i Ukraine, som selvfølgelig skal indeholde en våbenhvile, men som mest af alt skal indeholde garantier for, at det her aldrig nogen sinde kommer til at ske igen. Derfor er jeg personligt tilhænger af NATO-medlemskab til Ukraine.