Spm. nr. US 29

Vi lever mildest talt i interessante tider, og jeg vil gerne anerkende statsministerens rolle på det seneste, både i forhold til hendes ageren i Europa, mødet i Paris på vegne af NB8 – jeg synes, det var positivt, at det var Danmark, der talte dér – men sådan set også i NATO-sammenhæng. Så jeg synes, statsministeren har gjort det godt.

Jeg vil egentlig gerne spørge lidt ind til den sikkerhedspolitiske situation og ikke polemisk eller noget som helst, for jeg synes, situationen er for alvorlig til, at vi ikke alle sammen bakker op, sådan som vi står lige nu. Der er i virkeligheden et Rusland, der er ganske truende, med Putin, som jo har vist sin villighed til at gå ind i Ukraine; der er et USA, som har været vores tætteste allierede, ja, også under anden verdenskrig. Derfor er situationen meget anderledes, og derfor bliver Europa jo udgangspunktet, tror jeg, for vores videre diskussion i forhold til at sikre Danmarks sikkerhed først og fremmest. Og de tre ting hænger i virkeligheden sammen, både Ukraine og Rusland, Europa og USA.

Lad mig starte med det første. Det er i virkeligheden Ukraine, for Zelenskyj har jo sagt, at han ikke vil forhandle med andre end Putin på den russiske side, og først når Ukraine, Europa og USA har en fælles plan. Det synspunkt deler jeg, og jeg synes i virkeligheden, det må være intet om Ukraine uden Ukraine. Og jeg kunne godt tænke mig at høre statsministeren, hvor hun fornemmer USA og EU står i det spørgsmål, og også, hvor den danske regering står, i forhold til hvordan Ukraine skal involveres i de videre forhandlinger.

Statsministeren.

Først og fremmest tak for et godt samarbejde her den seneste tid, og tak for ansvarligheden, som bliver nødt til at være vores følgesvend, når verden er så turbulent, og, som fru Pia Olsen Dyhr også siger, når pladerne flytter sig på den internationale scene. Og det er jo ikke kun et USA, der, kan man sige, skaber usikkerhed om sin egen rolle, og et meget aggressivt Rusland; det er jo også et Rusland, der er stadig tættere og mere integreret med både Iran og med Nordkorea, og som desværre bliver bakket op af Kina. Det ville ikke kunne lade sig gøre for Rusland at have en fuldskalakrig ind i et europæisk land på nu tredje år uden hjælp fra Kina.

Så alting forandrer sig lige nu, og derfor er vi i den farligste situation i vores levetid. Og selvfølgelig kan man ikke forhandle fred uden om Ukraine. Ukraine er blevet angrebet. Rusland kunne slutte den her krig i morgen; de kunne trække deres tropper tilbage, og så ville vi have fred i Europa igen. Så det er Europa fuldstændig enig med Ukraine i.

Må jeg ikke også benytte lejligheden til at sige, at der kan ske det i løbet af de næste uger eller måneder, at vi begynder at høre om en våbenhvile, og at der så vil være nogle, f.eks. i Danmark, der tænker: En våbenhvile, det lyder da dejligt. Vi skal virkelig, virkelig passe på, for en våbenhvile uden en fredsaftale risikerer at gøre tingene meget farligere for resten af Europa og sådan set også for Ukraine. For en våbenhvile vil kunne give Putin muligheden for at trække sig tilbage til Rusland, mobilisere sine styrker, remobilisere sine styrker, opruste endnu mere og gøre sig klar til enten at angribe ind i Ukraine eller et andet europæisk land. Så våbenhvile uden fred er i mine øjne med meget, meget stor sandsynlighed kun til Putins fordel.

Så vi skal være meget, meget påpasselige med, hvad vi gør, og derfor må det handle om at sikre en langvarig fred i Ukraine, som selvfølgelig skal indeholde en våbenhvile, men som mest af alt skal indeholde garantier for, at det her aldrig nogen sinde kommer til at ske igen. Derfor er jeg personligt tilhænger af NATO-medlemskab til Ukraine.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg tror, at både NATO-medlemskab og EU-medlemskab faktisk er vejen frem for Ukraine. Nu kan jeg se, at Putin har været ude at sige, at NATO-medlemskab ikke kan være på bordet, men hvordan skulle man ellers give garantierne til Ukraine for, at den fred eventuelt kan holde – det er jeg sådan set enig med statsministeren i.

Men forudsætningen for det her er jo også, at vi på en eller anden måde kan afskrække russerne, for hvis vi tænker, at russerne kan trække sig tilbage og f.eks. kigge ind i de baltiske lande for at befri de såkaldte russiske mindretal – det er jo logikken bag Putins tænkning – har vi jo brug for en afskrækkelsesmetode i de baltiske lande. Forudsætningen for det bliver jo hurtigt, at vi kan levere f.eks. våben eller i virkeligheden et beredskab, en NATO-styrke. Og der er jeg enig med statsministeren i, at noget af det skal gå rigtig hurtigt. Men forudsætningen for det er også, at man selv kan producere ammunition og våben. Det er det, vi har kunnet se i Ukraine.

Har man på møderne i Tyskland – jeg ved, at statsministeren var i München – og også på mødet i Paris diskuteret en decideret køreplan for, hvordan man kan komme i gang med at producere flere våben i Europa og også ammunition, som jo er så hamrende nødvendigt?

Statsministeren.

Der var mange spørgsmål i ét. Altså, må jeg ikke først sige, at Ukraines fremtidige status som medlemsland af henholdsvis NATO og EU jo aldrig nogen sinde kan blive et anliggende for Rusland overhovedet at forholde sig til. Vi bliver nødt til at være meget, meget klare i spyttet her, altså at det er Ukraine, der former sin egen fremtid, og det kan aldrig være Rusland, der gør det. Så NATO- og EU-medlemskab kan i mine øjne slet ikke indgå i forhandlingerne om en kommende fred.

Så vil jeg sige, at som fru Pia Olsen Dyhr meget, meget rigtigt siger, skal vi kunne afskrække. Altså, når vi opruster, er det for at forsvare os selv, men det er også for at afskrække, i forhold til at krigen bevæger sig til andre lande. Det er også derfor, vi skal opruste her og nu. Og det er jo en kæmpe forandring af dansk forsvar, vi står over for, for vi har været vant til i en årrække at deployere vores soldater og vores dygtige folk i forsvaret til konflikter langt væk fra os selv. Nu skal vi kunne forsvare os selv. Og når vi afskrækker, er det for at undgå, at Rusland på et tidspunkt kigger mod øst, mod nord, mod Østersøen, de baltiske lande og andre steder. Det kræver en forøget produktion af våben og i det hele taget af materiel i Europa, og det sidder vi og arbejder på i et EU-spor. Så svaret er ja.

Fru Pia Olsen Dyhr med et afsluttende spørgsmål.

Kunne statsministeren sige lidt om dialogen med den nye polske formandskab, for det bliver jo lidt vigtigt, i forhold til at Danmark overtager formandskabet efterfølgende. Hvis man skal lave sådan en plan for en decideret egenproduktion af f.eks. ammunition eller våben, handler det jo bl.a. om fælles standarder i Europa. I dag har vi 27 forskellige våbensystemer, som jo ikke kan tale sammen, og det har ukrainerne jo oplevet på egen krop i form af de leverancer, de har fået, som de har været nødt til at ombygge.

Ville det ikke være en idé f.eks. at sige: Nu er vi nødt til at lave nogle fælles standarder, så vi hurtigt kan levere de våben, der skal til? For det handler ikke kun om udbudsregler, eller hvem der kan købe dem; det handler jo simpelt hen også om at få adgang til de her våben. Der er jo lange ventetider på våbenleverancer, og hvis man skal lykkes med det, kræver det vel i virkeligheden en dialog med det nye polske formandskab allerede nu. Jeg så, at Donald Tusk deltog i mødet i Paris, så det er vel det skridt, der skal tages, og den køreplan, der skal lægges allerede nu.

Statsministeren.

Det er rigtigt, at det er alting på en og samme tid: Det er en national oprustning; det er et EU-spor i forhold til at standardisere og simplificere, når vi taler forsvar og forsvarets produkter; det er fælles indkøb; det er at komme af med alt, hvad der måtte blive bureaukratisere og forsinke, at vi kan producere våben herhjemme; det er køb hos tredjelande; det er også at kigge på finanspolitikken i Europa, så vi sikrer os, at vi har økonomisk båndbredde til, at alle lande kan opruste hurtigt nok – det er jo ikke kun i Danmark, der skal oprustes, det er i hele Europa; det er i EU, men også i landene uden for Europa. Så det er rigtig mange ting på en og samme tid.

Lige nu vil vi opleve forsinkelser, fordi vi simpelt hen ikke producerer hurtigt nok. Russerne producerer hurtigere, end vi gør, men det gør ukrainerne faktisk også, og det sidste er jo nærmest lidt bizart, altså at et land i krig kan producere hurtigere end os, der ikke er i krig. Og det er ikke, fordi de producerer for hurtigt, det er, fordi vi andre producerer for langsomt.

Så vi skal virkelig op i tempo, og det gælder i det hele taget. Hvis Europa skal kunne klare sig nu – og det skal vi, for det er os selv; når vi siger Europa, er det os selv – har vi mere travlt, end vi nogen sinde har haft før.

Tak for det. Vi siger tak til fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg byder nu velkommen til fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.