Spm. nr. US 11

Tak for det. For det første vil jeg gerne sige, at jeg simpelt hen synes, det er et værre cirkus, at man nu ikke længere behøver at tale dansk i Folketingssalen, men at der skal til at være tolke på. Men det er der delte meninger om. Så er jeg da faktisk glad for, at statsministeren har fået det rigtige ben ud af sengen i dag. Det synes jeg er overordentlig dejligt, og derfor også tak for undskyldningen til Folketinget over den noget vrisne facon, som vi fik sidste gang. Men man kan jo sige, at vi heller ikke fik svar på så mange ting sidste gang, netop fordi statsministeren var kommet i et lidt underligt lune, og derfor vil jeg egentlig bare gerne fortsætte der, hvor jeg slap sidst, nemlig i forhold til jernmarkerne. Jeg tror, at statsministeren er helt bevidst om, at vi fra Danmarksdemokraternes side går rigtig meget op i placeringen af solceller og den folkelige opbakning til den grønne omstilling. For vi er ved at miste den folkelige opbakning, og det gør man, hvis man ikke har den lokale opbakning til det.

Forleden dag så jeg et tv-program, hvor man var lidt rundtomkring. Der var bl.a. et klip fra et borgermøde i Ringkøbig-Skjern Kommune, hvor folk mildt sagt var utilfredse med etableringen af de jernmarker, der skulle sættes op. I programmet stod den socialdemokratiske viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Søren Elbæk, og vred sig noget, kan man rolig sige, da en borger spurgte om, hvordan man egentlig måler den lokale opbakning til projekter som de her.

Derfor er mit spørgsmål egentlig bare: Mener statsministeren, at det er vigtigt med en lokal opbakning, når der skal sættes solceller op? Og hvordan mener statsministeren at man skal måle, om der reelt er en lokal opbakning fra de mennesker, der bliver direkte påvirket af jernmarkerne?

Statsministeren.

Ja, jeg synes, det er vigtigt med lokal opbakning, og vi er heldigvis et meget decentraliseret land. Vi gør rigtig meget for at blive endnu mere decentrale, og derfor er der god mulighed for at have lokale diskussioner. Og mange af de her beslutninger er lokalt funderede, om end der selvfølgelig er en sammenhæng med vores nationale ønske, som jeg – og det sagde jeg også, sidst vi stod her – kommer til at holde fast i, altså at Danmark skal bidrage til et stærkere Europa, som ikke er afhængigt af Ruslands fossile brændstoffer, og derfor skal vi fortsætte den grønne omstilling.

Så bliver jeg nødt til at kommentere noget andet. Jeg synes, vi havde en god diskussion sidst, og det er, uagtet om jeg står på det ene ben eller begge ben, men jeg forstår ikke det, der bliver sagt i dag, altså at det skulle være et cirkus, at fire fuldstændig ligeværdigt valgte folketingsmedlemmer kan tale på deres modersmål eller på det sprog, som de nu måtte ønske at tale på, fordi det er inden for rigsfællesskabets rammer. At det skulle være et cirkus? Der er vel to ting, der er interessante i det.

Det ene er den fuldstændig manglende respekt for Grønland og for Færøerne, for de fire folketingskolleger, for et rigsfællesskab, som skal modernisere sig og følge med tiden og give plads til de forskelle, der er, men det varsler jo også ilde for det såkaldte ønskelige blå flertal efter et valg. For hvis det er den måde, man ønsker at arbejde på med et blåt flertal efter et valg, altså at man ikke tager hensyn til hinanden i rigsfællesskabet, men bare vil tromle som dansk politiker, vil det skade rigsfællesskabet, det vil skade Danmark, det vil skade Europa, og det vil skade NATO.

Fru Inger Støjberg.

Nu er jeg nok lidt i tvivl om, om det er en simultantolk, der skader hele Europa, men når det er sagt, ved jeg ikke, om statsministeren alligevel ikke fik det helt rigtige ben ud af sengen først her i dag. For det var jo sådan set ikke det her, jeg spurgte til. Jeg spurgte om jernmarker, men jeg vil gerne tage diskussionen omkring tolkning i Folketingssalen.

Jeg synes helt ærligt, at hvis man er valgt ind i Folketinget i Danmark, taler man dansk. Altså, det har vi altid gjort, sværere er det jo sådan set ikke. Det er jo fint at have oversættelser derhjemme i Grønland, jeg holder meget af Grønland, jeg var der i øvrigt på ferie i sommer, og jeg elsker Færøerne, så det handler jo ikke om noget med ikke at have respekt, men det handler faktisk bare noget om den tradition, som vi nu har her i Folketinget.

Men når det nu er sagt, vil jeg bare lige gerne tilbage på sporet til mit spørgsmål. For det, jeg spurgte til, var den folkelige opbakning, og hvordan man måler den lokale opbakning, og statsministeren lyder faktisk nu fuldstændig ligesom den socialdemokratiske viceborgmester i Ringkøbing Skjern. For statsministeren kan heller ikke sige, hvordan det er, man måler den lokale opbakning. Jeg vil bare lige minde om, at man kan miste den folkelige opbakning til den grønne omstilling, hvis man bare tromler jernmarker ud over folk.

Statsministeren.

Den eneste, der tromler noget her, er fru Inger Støjberg, og svaret her afslører jo fru Inger Støjbergs syn på den verden, der er omkring os, altså at forholdet til Grønland og Færøerne er noget med, at man personligt holder af og holder ferie. Det er da ikke det, der er det afgørende i et rigsfællesskab; det er, at der er tale om tre lande, tre folk og tre sprog.

Det er rigtigt, at der altid har været talt dansk her, og jeg vil i øvrigt aldrig anbefale, at man skal have lov at tale på engelsk eller arabisk eller noget som helst andet her, men vi kan jo sagtens stå i en situation, hvor der er et indvalgt folketingsmedlem fra enten Færøerne eller Grønland, som ikke taler dansk, fordi begge lande – hvad jeg i øvrigt bifalder og bakker op om – i dag står stærkere i deres eget sprog i stedet for det, der på et tidspunkt måtte være dem blevet pålagt eller tillagt.

Det er jo udtryk for en styrke i de to lande, og hvis ikke man møder hinanden i et moderne rigsfællesskab i respekt, men bare står og taler om ferier og egne følelser og tromler – og det er jo faktisk det, man gør – hen over to andre lande, så bidrager man ikke positivt til det, vi står i netop nu som land og som rigsfællesskab. Og det er meget betænkeligt, og på den måde er det godt, at vi får diskussionen frem i dag.

Fru Inger Støjberg med et afsluttende spørgsmål.

Jamen sødeste venner da, jeg tror, at sidst jeg var så gal, var, da min airfryer gik i stykker. Men altså, statsminister, prøv lige at høre, det kunne jo godt være, vi skulle have noget oversættelse på nu her, for jeg spørger om solceller og får en bandbulle omkring Grønland og Færøerne. Vil statsministeren ikke godt være venlig at svare på det spørgsmål, som jeg helt stilfærdigt stillede: Hvordan måler man egentlig den folkelige opbakning?

Jeg er med på, at statsministerens partifælle i Ringkøbing Skjern havde enormt svært ved at forklare over for 200 tilhørere, tror jeg det var, til et borgermøde omkring netop solceller, hvordan man måler, om folks opbakning rent faktisk er der. Og det er bare det, jeg spørger om her i spørgetimen, hvor det er os som oppositionspolitikere, der stiller spørgsmål til statsministeren, egentlig uden en forventning om, at man skal have en gigantisk bandbulle tilbage om et eller andet, man slet ikke engang har spurgt om.

Så vil statsministeren ikke lige prøve at udrede det her: Hvordan måler man den folkelige opbakning, når det kommer til at sætte jernmarker op omkring folks huse?

Statsministeren.

Det gør man, som man gør i alle andre politiske forhold: Man er til stede, man lytter, og man ved, hvad der rører sig, man har et lokalt demokrati, og i det måtte man opfange, hvad der måtte være af uenigheder og utilfredshed. Og de opstår på forskellige politiske områder, og der er det jo både lokalpolitisk og landspolitisk vores fælles ansvar at sørge for, at tingene er balancerede. Det var fru Inger Støjberg, der brugte ordet cirkus, og ja, vi har en engageret statsminister i det her land, og ja, jeg bliver indigneret, når man taler sådan der om andre mennesker. Jeg synes ikke, det er rimeligt.

Vi har hørt det fra Det Konservative Folkeparti også, og jeg synes ikke, det er rimeligt, at man stiller sig op i Folketingssalen og kalder kolleger for noget, der minder om et cirkus, fordi de ønsker at tale på deres eget sprog. Jeg synes, det er mangel på respekt. Jeg synes, Præsidiets beslutning i dag om at give mulighed for det her er udtryk for det modsatte, nemlig at man giver respekt over for hinanden, at vi moderniserer og udvikler vores rigsfællesskab. Og jo, i den her verden, hvor der er så meget, der vil splitte, og hvor Nordatlanten i øvrigt i højere og højere grad bliver genstand for angreb udefra, er det en selvstændigt vigtig opgave at holde fast og holde sammen. Og det gør man ikke, når man som blå partiformand stiller sig ned i Folketingssalen og kalder det, at kolleger kan få lov at tale på deres modersmål eller grønlandsk og færøsk – som ikke behøver at være et modersmål, men som måske er det foretrukne sprog – for et cirkus. Det er mangel på respekt, og det er desværre udtryk for en arrogance, som hverken klæder spørgeren eller vores land.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.

Jeg byder nu velkommen til fru Pia Olsen Dyhr for Socialistisk Folkeparti. Værsgo.