Spm. nr. US 9

Mange tak. Grønlændere i Danmark nyder som et oprindeligt folk en særlig beskyttelse i forhold til international lov, som statsministeren også var inde på. Det forpligter regeringen til at tage hensyn til både sprog- og kulturbehov blandt grønlændere i Danmark. Det gælder særlig i de her indgribende sager i privatlivet og i familielivet, og igennem årtier har Inuit Ataqatigiit italesat dette over for regeringen.

Meget har heldigvis rykket sig i den rigtige retning, men én aktuel sag kan potentielt blive en skamplet, som de om årtier vil minde os beslutningstagere om: en mor, der blev frataget sit barn, bl.a. fordi hun ikke var dansk nok. 411 børn, eller hvad der svarer til næsten 6 pct. af alle grønlandske børn i Danmark, er anbragt uden for hjemmet. Man kan kort forestille sig, hvad det ville sige, hvis det var ens eget barn, der med tvang blev taget fra hjemmet. Det er det mest indgribende, som vi som mennesker og forældre kan udsættes for.

Som statsministeren siger, er der vold eller omsorgssvigt, er barnet i fare, eller er der en manglende forældreevne, skal der naturligvis handles. Ud over det ansvar, som forældrene først og fremmest har for deres barn, har vi også som samfund ifølge FN's børnekonvention en pligt til at gribe ind, hvis det handler om barnets tarv. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, overhovedet.

Det, der heller ikke skal herske nogen tvivl om, er grundlaget for anbringelsen. Vi har jo fri bevægelighed i rigsfællesskabet, men vi ved også, at der er flere og flere, der ikke taler dansk som førstesprog, når de kommer hertil – når de flytter fra Grønland til Danmark. Derfor vil jeg også gerne spørge statsministeren, om man mener det samme, som naalakkersuisut og undertegnede gør, i forhold til at assimilation ikke er løsningen, når vi taler om et rigsfællesskab med tre sprog, tre kulturer og tre lande. Det vil jeg gerne høre om statsministeren er enig i.

Statsministeren.

For det første glæder jeg mig over den her meget stærke betoning og understregning – hvilket ikke kommer bag på mig med spørgerens fortid inden for hele børnerettighedsarbejdet – af, at det handler om barnet og om barnets tarv, og at en anbringelse kan være det rigtige at gøre, og at det også kan være den eneste mulige vej, fordi det simpelt hen er for farligt for et barn at være derhjemme. Så længe vi starter der, mener jeg sagtens, at vi kan håndtere alle andre diskussioner. Hvis vi begynder at gå på kompromis med det, kommer vi til at svigte nogle børn.

Så er der det andet spørgsmål, og det er jo meget interessant. For jeg er selv af den overbevisning, at folk, der kommer hertil udefra, har en forpligtelse til at lade sig integrere i det danske samfund. Jeg synes ikke, at det er Danmarks opgave at integrere folk, der f.eks. kommer fra Mellemøsten, i Danmark. Det ansvar er deres eget, hvis de vælger at komme hertil. Men jeg har det anderledes med rigsfællesskabet. Derfor tror jeg faktisk, at vi er enige.

Vi er et rigsfællesskab bestående af tre lande, vi er tre folk, og vi har tre forskellige sprog. Derfor er jeg også, som jeg sagde før, glad for, at man nu kan tale på alle tre sprog her i Folketingssalen. Det er klart, at hvis man bor i Danmark og har børn i Danmark og ikke taler dansk og ikke har tænkt sig at lære det på noget tidspunkt, bliver det svært i forhold til forældremøder og det liv, man i det hele taget skal leve. Men sådan tror jeg egentlig at de fleste har det, altså at det vil man selvfølgelig gerne.

Men det må ikke være sproget, der afgør en anbringelse. Det er nok i virkeligheden det vigtigste, jeg gerne vil sige. Selvfølgelig kan det ikke være sproget, der definerer, om et barn skal anbringes uden for hjemmet. Det ville heller ikke være lovmedholdeligt, hvis man læser serviceloven. Fra en § 50-undersøgelse igangsættes, til der foretages nogle foranstaltninger, vil sprog ikke være et lovligt grundlag at anbringe et barn på – selvfølgelig ikke.

Fru Aaja Chemnitz.

Tak. I nytårstalen 2020 sagde statsministeren, at flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Efterfølgende kom barnets lov, og igennem de seneste par år har vi set en stigning i antallet af anbringelser af grønlandske børn i Danmark. Det er også en langt større stigning end blandt danske familier generelt. De grønlandske folketingsmedlemmer har igennem de sidste par år taget en række initiativer til at forebygge anbringelser og øge støtten til familien, og bl.a. har IA i den her finanslov været med til at sikre familieværksteder, som skal forbedre forældrenes evne til netop at være forældre, og dette er sket med regeringens opbakning.

For 2 år siden skrev den daværende socialminister, fru Astrid Krag, også et brev ud til landets borgmestre med netop en opfordring til at tage de her sprog- og kulturhensyn, uden at vi desværre har set, at det har haft helt den virkning. Mener statsministeren, at regeringen tager det fornødne hensyn til det grønlandske sprog og den grønlandske kultur i anbringelsessager blandt grønlandske familier i Danmark?

Statsministeren.

Jeg har altid en forventning om, at danske myndigheder lever op til loven, selvfølgelig. Hvis der opstår fejl, skal de rettes, og det er den ansvarlige minister, som har ansvaret for det. Jeg vil i øvrigt gerne sige, at jeg fuldstændig står på mål for det, jeg sagde i min nytårstale tilbage i 2020. Og jeg glæder mig egentlig over, at der endelig var en statsminister, der sagde det, for når jeg møder meget udsatte unge og voksne, og når jeg spørger om deres barndom, er der – selv om man ikke kan generalisere – alligevel mange ting, der går igen. Det, der ofte går igen, er et dobbelt svigt, altså at mor og far ikke kunne passe på dem, da de var børn, og at samfundet heller ikke gjorde det. Jeg har oplevet alt for mange eksempler på meget, meget udsatte børn, som vi ikke har anbragt uden for hjemmet i et misforstået hensyn til forældrene.

Med det siger jeg ikke, at man ikke med den rette pædagogiske og sociale indsats kan få en familie på fode. Og kan man det, er det selvfølgelig klart at foretrække. Men jeg står på mål for, at hvis forældre ikke kan finde ud af at være forældre for deres børn, skal børnene ikke være underlagt det eksperiment. Så skal de ind i trygge og ordentlige vilkår, men det skal foregå lovmedholdeligt. Og det er ligegyldigt, hvor man kommer fra, selvfølgelig.

Fru Aaja Chemnitz med sit afsluttende spørgsmål.

Tak for svaret. Det er sådan set meget klart, og det er sådan set også det, som undertegnede giver udtryk for. Det, der bliver spurgt ind til, er det her sprog- og kulturhensyn. Man kan sige, at med det tempo, vi kører i lige nu, hvor det ligger på 2 medlemmer ud af 179 i Folketinget, kommer vi til at se på en tidslinje, der hedder 10-20 år, før vi når dertil, hvor vi gerne vil hen. Vi ved, at det med de her forældrekompetenceundersøgelser vil tage minimum 3 år ekstra, før de ligger, hvor man har lavet den her kultur- og sprogtilpasning til Grønland.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge statsministeren, om regeringen vil tage et mere overordnet ansvar for at sikre, at man i forhold til de her grønlandske familier, der er i Danmark, tager det her sprog- og kulturhensyn og sikrer, at det går hele vejen rundt – om det er tolkning, om det er test, eller hvad der kan være brug for – at man lever op til den internationale lovgivning, men også den nationale lovgivning, der faktisk er på området for grønlandske familier.

Statsministeren.

Selvfølgelig synes jeg, at kommunerne og myndighederne skal gøre, hvad de kan, for at de her forløb og de her sager bliver håndteret så godt som overhovedet muligt. Jeg bliver også nødt til at sige, at nogle gange har man travlt, når det handler om et udsat barn. Nogle gange skal et barn anbringes fra det ene øjeblik til det andet, fordi der f.eks. har været et seksuelt overgreb.

Jeg indrømmer gerne, at min tålmodighed med forældre, der ikke kan finde ud af at være forældre, er ret lille. Den er ret lille, fordi jeg har set for mange mennesker få ødelagt deres liv, fordi samfundet ikke greb ind, fordi samfundet ikke tog barnets parti. Vores justitsminister har lige skrevet en bog om vold mod børn. Det var først i 1997, vi afskaffede revselsesretten i Danmark. Når vi som samfund ikke passer på vores børn, er det børnene, der bøder.

Så jo, jeg synes, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at passe på og tage hensyn, men det bliver nødt til altid at være med udgangspunkt i barnets ret, og nogle gange har man travlt for at beskytte et barn, desværre mod dets egne forældre.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit.

Vi går nu videre til fru Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin. Værsgo.